trolderier

“Det betyder ikke noget, hvad du gjorde, eller hvad du var. Det betyder ikke engang noget, hvad du er. Det er det, du prøver på at være, der betyder noget.”

Bjergets skygge af Gregory David Roberts (org. “The Mountain Shadow”), Shantaram #2, udgivet af NB Books 2016 (org. 2015), bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget, 857 sider, 3/5 stjerner

Indien. En eksplosion af farver, dufte, varme, snavs og larm. I Shantaram (som jeg taler mere om her og her) besøgte jeg Indien for første gang, jeg var på en gang ekstremt tiltrukket og samtidig vildt frastødt. GDR tog mig med på et unikt eventyr til storbyen Bombay, ind i slummen, blandt generøse og omsorgsfulde mennesker, i fængsel, til voldsomme slagsmål og opgør, ind blandt barske gangstere, viste mig vold, kærlighed og venskab. Viste mig en ukendt verden.

I Bjergets skygge, der foregår 2 år efter begivenhederne i Shantaram, befinder GDR sig fortsat i Bombay. Alting er på engang som det plejer at være i gangsterverdenen, og alligevel er alting forandret. En ny boss, en ny kæreste, nye fjender. GDR skriver filosofisk og smukt som altid, men denne gang formår han ikke på samme vis at tage mig med på eventyr og få farverne, duftende, varmen og byen til at materialisere sig for mig. Jeg er ikke på samme måde en del af eventyret som i Shantaram.

Livet i Bombay er blevet lidt mere trivielt, så trivielt, som det nu er muligt, når man trods alt færdes i en verden af gangstere og altid bør kigge sig en ekstra gang over skulderen. Det er blevet hverdag. Og det er der den afgørende forskel ligger. Hvor Shantaram var et eventyr (et barsk et, javist), en nyopdagelse, en etablering, et sted at finde fodfæste, en ny platform, så er Bjergets skygge hverdagen. Godt nok kommer der et opgør med hverdagen, eller med tilværelsen og livet i det hele taget, men det jeg forsøger at illustrere er, at det  ikke er det samme hæsblæsende, og ekstremt levende eventyr, man skal forvente her. Der er glimt, der når samme højder som i Shantaram, og som kommer til udtryk på turen til Sri Lanka og i skikkelse af flere af de meget farverige og spændende bekendtskaber, GDR gør sig, fx Blå Hijab, Tante Halvmåne og russeren Oleg.

Uanset den forskel, som altså på ingenmåde gør bogen til en dårlig oplevelse overhovedet, men som har betydning for tildelingen af stjerner (Shantaram er en helt klar 5’er!!), så er det helt vildt interessant og fascinerede at være tilbage i GDRs verden. Hans liv er en rutsjebane og han møder og oplever de vildeste og mest sindsyge ting. Jeg kan ikke andet en være helt igennem nysgerrig efter mere (man kan læse om hans liv i overskrifter her), og jeg håber, han har til hensigt at skrive mere om det, for jeg er slet ikke færdig med at tage på eventyr. Det er i sandhed svært ikke at være fascnieret af GDR, det er som om hans karisma formår at flyde ud gennem bogens sider.

“I uforstyrret måneskin malede vinden blonder af bladskygger over hendes hud. Kærligheden i alle vores forgangne liv, alle de gange vi havde elsket hinanden og mistet hinanden. Stjerneskæret på hendes søvnige ansigt. Men der fandtes ingen stjerner på min himmel den nat. Intet lys til at lede mig på havet af det, vi var, og det, vi ikke var. Men jeg var ligeglad. Hun sov i mine arme, og jeg var allerede hjemme.”