Ildenglen af Laini Taylor (org. titel “Daughter of smoke and bone”), Ønskekræmmerens Datter #1, hørt som lydbog på Mofibo, oplæst af Christina Andersen, 11 t 21 min., 5/5 stjerner
Man må gerne dømme en bog på dens cover, det siger Bibliotekatten, men det kan være en dårlig idé, fordi man risikerer at gå glip af skønne, skønne bøger. Jeg havde egentlig lidt fravalgt serien om Ønskekræmmerens Datter uden anden grund end, jeg ikke rigtig brød mig specielt meget om bøgernes forsider – men da selv samme Kat, så roste føromtalte serie til skyerne, og hun har god smag udi fantasy, så slog jeg til og fandt Ildenglen frem som min næste lydbog. Thank God! Den er awesome!
Jeg er vild med Karou, Zuzana, Sulfur og alle de andre. Universet er genialt, de forskellige verdner, konflikterne, kærligheden, englene, uhyrerne, magien og ikke mindst Romeo and Julie-associationerne (på sådan et lidt metaagtigt niveau).
Laini Taylors easygoing fortællermåde er skøn, hendes fantasi er genial og hun beskriver og udfolder de forskellige personer med stor dygtighed. Det er en vigtig del af troværdigheden og ikke mindst nydelse ved at læse (eller lytte) en bog, at personerne er dybe og virkelighedstro.
I virkeligheden er min eneste anke oplæseren, som faktisk også endte med at blive helt hæderlig, men som laver en utrolig skabet og irriterende stemmen til Zuzana – det er særligt irriterende i begyndelsen, hvor der er mange scener med Zuzana.
Jeg kan mærke, det er en helt særlig serie, den her, og jeg glæder mig til at komme videre med historien – det er guf for en hver fantasyelsker. Faktisk en helt perfekt sommerserie – blot en bette anbefaling herfra til din sommerferielæseliste!
Fravælger I også bøger pga. deres cover? Og hvad skal I læse i sommerferien?
Jeg gik for et års tid i gang med den på e-bog, men glemte alt om den (det gør jeg nogle gange med e-bøger). Jeg har dog hørt så meget godt om den og kunne egentlig også godt lide den. Må skaffe mig den som fysisk bog, så den kan få en reel chance!
Jeg tror også, jeg skal ha’ de fysiske bøger – coverne til trods! 😉 – for det er virkelig en god serie!
Anbefaling modtaget 🙂 Nu har jeg efterhånden læst så mange rosende ord om den serie, så nu må den på læselisten 🙂
Skønt Sidsel! Det er virkelig en skøn bog (og serie!) 🙂