Halvkode af Sally Green (Half Bad #1), hørt som lydbog på Mofibo, 8 t 26 min., oplæst af Githa Lehrmann, 2/5 stjerner
Den her serie har fået eksplosivt mange rosende ord med på vejen, og da en af mine egne yndlingsforfattere, den kære Nanna Foss, også omtalte den endda meget rosende, så kastede jeg mig fluks over den.
Jeg må dog erkende, at jeg ikke sådan for alvor er hooked på den. Lige nu lytter jeg troligt videre på 2’eren, da det er min fornemmelse, at hele plottvistet og det, der gør den værd at læse, kommer i 3’eren. Og ja, nogle gange skal man gå så grueligt meget igennem – men det bliver godt til sidst. I really do hope so!
Bogen handler om Nathan, der er halvkode. Søn af en hvid heks og den ondeste onde sorte heks. Han vokser op blandt hvide hekse uden at føle sig tilpas og slet ikke accepteret. Ikke en gang blandt sine nærmeste. Hans halvsøskende er helt hvide hekse, og den ældste storesøster, gør alt for at genere ham.
Jeg er ikke sikker på, der som sådan er noget at udsætte på plottet i historien – men der er noget, der tricker mig lidt. Oplæseren er den samme som læste Belgravia, hvor jeg virkelig nød hendes stemme, den passede rigtig, rigtig godt til historien. Det er jeg bare ikke sikker på, jeg synes, den gør på samme måde i fantasygenren – i hvert fald ikke lige til den her serie. Måske er det det clash, der gør, jeg ikke rigtig er faldet for serien om Nathan endnu?
Uanset hvad, kan jeg ikke stå for den flotte detalje, som er på bogen, med de røde sider – det er så lækkert! Det er også lige gået op for mig, at forsiden er sort og bagsiden hvid – det er jo så gennemført. Bogen var virkelig et scoop i Salling til 20 kr. Måske det havde været en anden oplevelse, hvis jeg havde læst bogen i stedet?
Har I læst serien, og hvad synes I? Hvilke bogdetaljer, nyder I mest?
Skriv et svar