Slutspurten i december bød på 5 bøger, 2 graphic novels, 1 digtsamling og 3 lydbøger = 11 bøger. En værdig afslutning på 2016.
1. Om foråret af Karl Ove Knausgård, 4,5/5 stjerner
Hurra for Knausgård, han skriver så enkelt om helt banale ting – men det er så fantastisk smukt.
2. Happy ending af Anne-Sophie Lunding-Sørensen, 5/5 stjerner
Decembers første lydbog var om den overvægtige Elvira – men altså hvilken personlighed. Den er oplæst af forfatteren selv, og det er altså altid et plus. Det er virkelig en enkel og fin bog, meget velskrevet og veldrejet.
3. A Merry Christmas & Other Christmas Stories af Louisa May Alcott, 2,5/5 stjerner
Der blev også tid til en lille julesamling, og det var meget hyggeligt – men jeg havde håbet på liiiidt mere. Men jeg glæder mig til at læse flere julede historier når kalenderen igen siger december.
4. Aftalt spil af Elle Kennedy, 4/5 stjerner
Den anden lydbog i december var en glædelig opdagelse, nemlig den første bog i Off Campus-serien. Den her serie er simpelthen fantastisk. Og fungerer i øvrigt perfekt som lydbog.
5. Simon vs. verdens forventninger af Becky Albertalli, 4/5 stjerner
Det her er bare en helt vildt hyggelig ungdomsbog, velskrevet og rar. Det er dejligt befriende, at det ikke er homoseksualiteten, der et et issue – det er i virkeligheden bare en fin bog om den første kærlighed.
6. I morgen bliver bedre 1. Kongen af Karoline Stjernfelt, 3/5 stjerner
Decembers første graphic novel er lige noget for elskere af historisk fiktion. Historien om Christian den 7., Caroline Mathilde og Struensee er formentlig kendt for de fleste. Men denne version giver historien en interessant ny vinkel i form af samspillet mellem ord og billeder.
7. Lagt på is af Elle Kennedy, 4/5 stjerner
Jeg er all over Off-Campus-serien. Den er så god. Og John Logan i Lagt på is. Haps! Eftersom jeg er ved at lytte til tredje og pt. sidste bog (der kommer endnu en her i 2017), så er jeg på jagt efter en tilsvarende serie – har du et godt bud?
8. Smaragdgrøn af Kerstin Geir, 4/5 stjerner
Heldigvis en fin afslutning på tidsrejseserien, jeg var noget bekymret efter at have læst Safirblå. Dog er der en detalje, jeg er kommet til at spekulere på efterfølgende, og som jeg gerne vil diskutere i kommentarfeltet under selve anmeldelsen. Er du frisk?
9. Dansker af Halfdan Pisket, 5/5 stjerner
Hvis du skal læse én graphic novel serie i 2017 så lad det være Halfdan Piskets Desertør-trilogi. Den er vanvittig velskrevet og ditto tegnet. Den er barsk, den er rørende, den er amazing! Dansker, som er sidste bog i trilogien, efterlod mig endnu mere ærgerlig over, at jeg ikke nåede Pisket på BogForum i november.
10. Rosebud af Josefine Graakjær Nielsen, 3/5 stjerner
Decembers digtsamling bød på et langdigt (et brev) og var egentlig ok – men slet ikke hvad jeg havde håbet. Jeg skal dog helt sikkert holde øje med Graakjær Nielsen – og du kan i øvrigt læse om den pudsige historie, der ledte mig på sporet af hendes debut.
11. Fra og med dig af Mhairi McFarlane, 5/5 stjerner
Ny yndlings kærlighedsforfatter. Hvor skriver McFarlane bare skønt, og med lidt kant og en tilpas mængde udfordring, så det ikke bliver alt for sukkersødt. Okay, slutningen var måske lidt for meget – jeg havde ikke behøvet det på lige den måde – men hva’ det var stadig en fornøjelse at læse.
—
Jeg ved ikke om december har gjort mig ekstra gavmild med stjernerne, men i hvert fald taler ovenstående for sig selv. Det har været en god læsemåned.
Hvordan var jeres december?
Skriv et svar