Nattens cirkus af Erin Morgenstern (org. titel ‘The Night Circus’), udgivet på dansk i 2014, hørt som lydbog på eReolen, oplæst af Mikkel Bay Mortensen, 13 t, 5/5 stjerner
Da jeg fortalte min mand om min currently listening-bog forklarede jeg ham, at den gav mig vibes ala The Prestige (fantastisk film – Bale er fab!) – og sjovt var det efterfølgende at læse på forfatterens hjemmeside, at hun rent faktisk var inspireret af netop The Prestige og samtidigt opdage, at det også er en bog (det kunne man måske sige sig selv, bag de fleste gode film er en bog). Nå men, det er den første bog på min liste for 2017, der kan krydses af. Og hvilken en!
Erin Morgenstern skaber en magisk og fortryllende stemning. Universet er mystisk og underfundigt. Omdrejningspunktet er cirkusset, der dukker op uden varsel med sine sort/hvide telte og fortryllede stemning. Vi bliver som læsere inviteret med indenfor i form af forskellige passager i du-form. Beskrivelserne af de forskellige seværdigheder og oplevelser, du kan møde i cirkusset er levende og vidunderlige. Jeg ville elske at besøge det sted.
Jeg er måske ikke helt hundrede med på kærlighedsdelen, men selve cirkusset og den konkurrence, der er i centrum, bærer det hele vejen igennem. Endvidere er fortællingen skildret af flere forskellige, interessante personer og hele persongalleriet er i det hele taget med til at give en god kant.
Bogen fungerede rigtig fint som lydbog, jeg har ikke noget at udsætte på oplæseren – faktisk synes jeg, hans stemme passede fint til historien. Jeg havde nok ikke helt styr på alle dateringerne hele tiden, først til sidst fokuserede jeg meget på det – men i det store hele betød det ikke så meget for oplevelsen.
Du solgte mig ved ‘The Prestige’, jeg ELSKER ‘The Prestige’!!!
Ja, ik?! Det er en fantastisk film 😀