Dukkemageren af Jessie Burton, hørt som lydbog på eReolen, indlæst af Randi Winther Henriksen, 14 t 50 min., 1/5 stjerner
Det her var i bund og grund en frygtelig oplevelse. Og jeg forstår måske heller ikke hvorfor, jeg hørte den færdig – men mit naive håb var nok, at det ville blive bedre eller, at der i det mindste ville komme et plottvist og hive oplevelsen op. Det. skete. ikke.
Historien skrider utroligt langsomt frem, og det hjælper heller ikke på det, at oplæseren læser virkelig langsomt. Efter ca. 5 timer sker der lidt, men så dør historien hen igen. Efter yderligere 5 timer sker der igen noget – noget jeg ikke lige havde set komme – fint nok, men ikke godt nok. Slet ikke. Det ender med at være en helt utrolig, kvalmende kedelig oplevelse.
I virkeligheden sker der ikke rigtig noget i historien, altså det gør der selvfølgeligt, men slet ikke nok til at kunne underholde og holde spændingen intakt i knap 15 stive timer. I beskrivelse på eReolen er bogen karakteriseret som en historisk litterær thriller fra 1600-tallets Amsterdam. Uhyggen bredte sig ikke en gang til undertegnedes ellers udprægede kyllingesind.
Øv, jeg har ellers luret på den der længe. Den har sådan en fængende forside synes jeg. 🙂
Jeg har også hørt om flere, der rigtig godt kunne li’ den – det var derfor, jeg kastede mig over den. Det er nok en smagssag 😆