Odinsbarn af Siri Pettersen (Ravneringene #1), udgivet på forlaget Høst & Søn 2016 (org. 2013), min bogreol, 574 sider, 4,5/5 stjerner
Endelig fik jeg begyndt på Ravneringene, og den første bog, Odinsbarn, gav også endnu et kryds på min lille liste for 2017 (nr. 3 ud af 7).
Der gik godt nok lige en rum tid, før jeg var fanget sådan rigtigt ind af bogen, måske skete det først halvvejs, men så synes jeg til gengæld også at handlingen tager fart.
Universet er komplekst og troværdigt – og der er kun kradset en lille smule i overfalden endnu, men det er helt tydeligt, at der er langt mere i vente. Det er bygget solidt og godt op i Odinsbarn – og man ved bare, det bliver interessant i de følgende bøger.
Bogen er også buddylæst, og som jeg har talt om tidligere, er det et koncept, jeg er stor fan af. Nu er det bare mig der er bagud på point, da min bogbuddy allerede har læst Råddenskab. Jeg må se at igang.
Jeg synes i øvrigt, det er pudsigt, at det i denne serie er bog nr.1, der er den tykkeste – meget ofte bliver bøger i en serie bare tykkere og tykkere.
trolderier 
Ja, se at komme i gang, så jeg ikke skal vente alt for længe med Evnen!