trolderier

Han krydsede broen og løb gennem skoven. Der lugtede af våd jord. Død og spirende liv. 

Evnen af Siri Pettersen (Ravneringene #3), oversat fra norsk efter “Evna”, udgivet 2017 af Høst & Søn, købt hos Saxo, min bogreol, 465 sider, 4/5 stjerner

Hvor Råddenskab bjergtog mig med sin triste gråhed og den måde, Siri Pettersen vævede trådende sammen – så havde jeg lidt sværere ved at få hul på Evnen. Det lykkedes omkring halvvejs, også gik resten legende let.

Siri Pettersen skriver smukt, hun sætter ordene sammen i smukke kombinationer og skaber ordbilleder, jeg ville ønske, jeg også formåede.

Hulen var nattestille. Der dryppede fra loftet, som om mørket græd. 

Det var igen en rigtig fin historie, og den nye verden – Umpiris verden – er interessant, men introduktionen og ventetiden i begyndelsen, var lidt træg og tog en anelse længere tid at komme igennem end ventet.

Slutningen er åben, og egentlig fin nok – men jeg synes selve afslutningen på det hele kom lidt forhastet, og den forekommer mig flad. Det var sådan lidt et antiklimaks at læse den. Var det bare det? Det skuffede mig en anelse – og derfor får bogen heller ikke mere end 4 stjerner. Men altså, det er en helt vildt god serie – det er det, og Pettersen skriver godt og flydende. Det er helt sikkert en anbefalelse herfra.

Hun havde altid forestiller sig, at tid ville slibe kanterne af alt, hvad der var smertefuldt og hårdt. Men måske var det ikke sådan med hemmeligheder. Måske blev de værre, jo længere de fik lov at ulme.