trolderier

“Selvom alt hvad jeg skriver for tiden, er selvbiografisk og i en eller anden forstand handler om mit liv, er livet i sig selv alligevel noget helt andet.”

Om sommeren af Karl Ove Knausgård (Årstiderne #4), udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof i 2017 (opr. 2016), modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, 355 sider, 5/5 stjerner

Det er sjældent, at jeg gør mig så mange notater som når jeg læser Knausgård. Der er så mange fine citater. Så mange sandheder, der rammer pletter og beskriver ting, jeg ikke selv formår.

“Er litteraturen ikke hensynløs, og er litteraturens hensynsløshed ikke dens kerne og berettigelse?”

En smuk bog på mange måder. Den er prydet af de smukkeste illustrationer af Anselm Kiefer og hvor er det en stor fornøjelse med de fine akvareller, der bryder de lige så smukke ord.

Der er virkelig noget at dvæle ved. Selve teksten er en kombination af essay og dagbogsform. Juni-delen fylder mest, juli lidt mindre og august mindst. Ligesom august ikke har noget afsluttende dagbogsuddrag som de to andre måneder.

Det er det enkle og hverdagsagtige, der optager Knausgård, men når der bliver sat ord på – og det, at der bliver sat ord på – sætter en masse associationer i gang. Det er derfor, det ikke bliver trivielt eller kedeligt at læse Knausgård. Fx giver essayet om Ribs associationer til mormor og barndomsminder med ribsgelé og saftevand. De følelser og beskrivelser Knausgård gør sig skaber relaterbare følelser og får minder til at vække genklang i læseren. Det er en fantastisk ting at kunne, og det er det, som gør det så givende og interessant at læse – og som gør, at det ikke bliver trivielt.

Han gør nogle fine, og forskelligartede, observationer, eksempelvis Om Birketræer, der sammenlignes med dyrs pels: “Jeg mærkede også birketræernes forskellige fremtrædelsesformer, hvordan de om vinteren helt mistede deres volumen, omtrent som hunde eller katte med meget pels krymper når de bliver våde…” og hvordan de, altså birketræerne, også sammenlignes med kjoler, der blæser i vinden, og sejl der spændes ud af vind, og svanevinger.

I sammen ombæring, beskrivelsen af halvfjerdsernes manuelle og udigitale liv. Børnenes naturlige viden om birkesaft. Familiens udflugt med bærplukkeri eller fiskeri, som ikke var for udflugten alene,  men som et supplement til husholdningen. Jeg tænker på nu, hvor vi mere gør det som en trang til at vende tilbage til ‘den gang’ og romantiserer det.

Alt det formår Knausgård at tanke og associere alene fra birketræer, men det bliver dybere endnu.

Reflektioner over at vise alt frem – og dét gør han virkelig, jeg nævner i flæng: rod, endetarmsundersøgelse, lille pik – og den frihed det giver ham, at tankerne og følelserne ikke længere tilhører ham, men blot passerer igennem ham. Han giver dem væk, sidder på scener og taler om sine følelser og tanker med publikum. Det opleves som en frihed og han skriver:

“Den minder om den frihed jeg leder efter når jeg skriver, som handler om at være i en jeg-løs tilstand, hvor det som kommer ned på papir, ikke vedkommer mig personligt, ikke er en del af min egen identitet, men kun er et produkt af den.” 

Alligevel gør han også denne reflektion:

“Jeg har aldrig skammet mig over noget jeg har tænkt, og aldrig over den jeg er som sådan, men kun over det jeg har sagt, gjort eller skrevet, med andre ord det i mig som er blevet gjort synligt for andre. Det er mærkeligt, det er som en slags dobbeltmoral, at alt er okay så længe det er skjult og ikke bliver set.”

Friheden kommer ikke uden en pris, men har skammen lige i hælene – og alligevel kan han tilsyndeladende ikke lade hele denne selvudlevering være, det er nærmest en narkotikum for ham.

Der kommer også et par slag til vores higen efter en sundere livsstil, kost og motion. Fra en filosoferen over håndmixere og udviklingen fra håndkraft til maskinkraft i form af energi fra vand, kul, vind eller atomkerner – så den menneskelige energi spares, revses den formålsløse løben hen af veje, hvor energien ødsles meningsløst bort. Med med hvilket formål er udviklingen sket? Menneskene bliver svagere og federe – og “… er den meningsløst løbende skabning”.

På trods af alt det fine og smukke, så er slutningen ret deprimerede og trøstesløs “…for jeg forstod, da jeg stod på det grønne skinnende græs og så ud over det blå, solblinkende sund, som Øresundsbroen strakte sig mægtig henover, at verden engang ville gå under, på en dag der var lige så smuk og almindelig som denne.”

—

I øvrigt er det en fornøjelse at læse Knausgård, også fordi, det hele er så velformuleret og på trods af lange, filosofiske sætninger, har jeg ikke observeret hverken stave- eller slåfejl.

Og så lige et billede af Om sommeren, som jeg læst (noget af) på min sommerferie i Norge. Uha, nu er det lige før, det går op i en højere enhed.