Min familie af Sebastian Bune, hørt som lydbog på Bookmate, 3 t 43 min, oplæst af forfatteren, 5/5 stjerner
Jeg har en svaghed for lydbøger, der er oplæst af forfatteren selv – og jeg har nok også sagt det mange gange efterhånden, men det giver altså noget mere til oplevelsen. Og hvis du har planer om at læse Min familie, så overvej lige lydbogen en ekstra gang, jeg siger det bare.
Min familie er Sebastian Bunes debut, og en imponerende en af slagsen. Det er både 90’er nostalgisk, velskrevet og så rammer den lige i solar plexus. Av for katten, hvor har man bare lyst til at gribe ind mellem ordene og ryste de såkaldt voksne.
Bune skriver levende, og med stort nærvær. Ikke underspillet, men med plads til, at læseren selv kan mærke efter og føle. Og det gør man, føler altså, og det kommer helt naturligt, for Bune prøver ikke at pådutte følelser, men skriver så man slet ikke kan undgå at mærke stemningen og føle det hele selv.
Jeg kan godt li’ skismaet mellem de meget kernefamilie-agtige bedsteforældre og forældrene som er alt andet. Jeg kunne dog nok li’ at vide, hvor bedsteforældrene forsvinder hen, da familien flytter til Aarhus – de forsvinder nærmest, hvilket er lidt svært at forstå, når de nu netop ved, hvordan det hele er.
I det hele taget er det en utrolig vigtig pointe, Bune, får frem med sin historie. Hvor er de voksne? Altså de voksne som rent faktisk gør noget, og ikke lader det være op til barnet selv – som for det første dårligt nok er stor nok til det (og derfor skal vokse sig mod til), for det andet står midt i virvaret og som for det tredje har en helt masse følelser i klemme – men som alligevel skal træffe et valg med konsekvenser for flere end ham selv, særligt lillebroderen. Alt det formidler Bune så fint, og uden at sætte sig til dommer og løfte en moralsk finger, det lader han være op til læseren.
De aller varmeste anbefalinger fra mig – det er en virkelig, virkelig god og vigtig bog.
Bogen foregår i øvrigt delvist i Aarhus, og det er en ekstra hyggelig feature, når det nu er “min” by.
Skriv et svar