Rød Dronning af Victoria Aveyard (Rød Dronning #1), udgivet af Forlaget Gyldendal 2016, vundet hos Simone, min bogreol, hørt som lydbog på Bookmate, 12 t 51 min, oplæst af Susanne Storm*, 2/5 stjerner
Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om den her bog. Den blev nøje udvalgt som min næste lydbog, både fordi, jeg har bogen stående på reolen – og har haft det længe – men særligt fordi alle tre bøger i serien, ligger som lydbøger på Bookmate.
Det var ingen dræbende kedelig oplevelse, jeg lyttede med forundring til historien, hvis univers åbenbarede sig i en retning, jeg ikke havde regnet med. Men som jeg heller ikke var synderligt begejstret for.
Det, der lader til at være fantasy i et middelalderagtigt univers, bliver blandet op med noget så moderne som strøm, motorcykler, tv m.v. – og det clash, fungerer ikke for mig. Ikke i indpakningen “Rød Dronning”. Selvom det er lidt af en pet peeve for mig, så er det ikke kun det – jeg blev heller ikke investeret i personerne. Jeg levede mig ikke ind i Mares tilværelse på slottet, hendes liv, der er blevet vendt på hovedet eller de spændende nye egenskaber, der skal jagtes.
Jeg har hørt positive ord om serien igen og igen, men må sige, det nok ikke lige er noget for mig. Jeg er ikke en gang ved at dø af nysgerrighed over, hvordan det kommer til at gå videre for Mare. Så som det ser ud nu, har jeg ingen planer om at læse – eller lytte – videre i serien. Jeg tror, der er mange, som ville finde den spændende, og kunne li’ den, men jeg hopper videre til nogle af de andre fantastiske læseoplevelser, der står i kø.
Læs andres meninger her:
Fun fact: *Susanne Storm læser også Det lille hus-bøgerne op som lydbøger
!! Blasfemi! xD Spøg til side – jeg er selv helt vild med serien, men etteren er i mine øjne den svageste af bøgerne. Håber din næste bog rammer bedre plet 🙂
(jeg kan af mystiske grunde ikke få lov at kommentere med min google/blog profil O.o)
Hehe 😆🙈 Du giver mig trods alt en lille, lille bitte lyst til at prøve 2’eren på et tidspunkt så 😁
Mærkeligt – kommenterede du via mobilen? Så kan det i hvert fald drille mig nogle gange.