trolderier

“Uorden. I hører kommandanterne sige det. I hører køjemesteren sige det. Der skal være orden. Livet er kaos, mine herrer. Og vi repræsenterer en orden i det kaos. Helt ned på genetisk plan. Vi skaber orden i arternes evolution. Luger de mindreværdige fra, det vilde, avnerne.”

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr, udgivet på dansk af Forlaget Politiken i 2014, min bogreol, 559 sider, 5/5 stjerner

Alt det lys vi ikke ser er en meget sanselige bog. Den er spækket med sanselige beskrivelser.Den metalliske lugt af sne, de snirklede former af muslingeskaller. Og det er så utroligt smukt.

“Hun går. Nu er der kolde, runde småsten under hendes fødder. Nu tør, knasende tang. Nu noget mere glat: vådt, uberørt sand. Kold, ødsel silke hvorpå havet har lagt sine offergaver: småsten, skaller, andeskæl. Små stykker tang. Hendes fingre graver og rækker ud efter det hele; regndråber prikker hende i nakken og på hændernes overside. Sandet trækker varmen ud af hendes fingrespidser og fodsåler.”

Som i Noget om Grace, spiller naturen også en rolle her. Men Alt det lys er en langt bedre bog i mine øjne. Der er mere handling i og ingen frustrationer over hovedpersonen – for ham brød jeg mig simplethen ikke om i Noget om Grace.

Bogen handler om Marie-Laudre, der sammen med sin far flygter fra Paris i begyndelsen af krigen. Sideløbende hører man om det tyske forældreløse søskende par, Jutta og Werner – mest om Werner, og deres historier bliver naturligvis vævet ind i hinanden.

Noget af det rigtigt positive ved Alt det lys, er at den er anerledes end så mange andre 2. verdenskrigsromaner. Det blev dog sat lidt på prøve til slut, hvor der lige kommer en gruppevoldtægt ind fra højre. Og det er ikke fordi, jeg underkender, at den slags skete i stor stil, men jeg kunne faktisk godt li’ den anerledes vinkel, som var skræmmende og forfærdelig nok i sig selv. Jeg blev derfor en anelse ærgerlig, da den “obligatoriske” voldtægtscene også partout skulle med i denne roman. I det hele taget er bogens svageste del den sidste – Doerr kunne med fordel have afsluttet historien tidligere med en meget skarpere slutning til følge. Man følger nogle af personerne i nutiden afslutningsvis, og det bidrager ikke til noget.

Bortset fra det, så nød jeg meget at læse historien. Doerr skriver unægteligt meget smukt, og har en masse interessant at bidrage med.

Godt nytår til jer alle!