trolderier

Drømmestenen af Gunvor Ganer Krejberg (Mirja #2), udgivet af Forlaget Gyldendal i 2017, lånt på biblioteket, læst højt, 162 sider, 5/5 stjerner

Hvad kan jeg sige? Vi er bare vilde med Mirja herhjemme. Historien fænger store og små (det vil sige den 5-årige og undertegnede), og igen er jeg begejstret for sproget. Som det også gjorde sig gældende i De nye vinger, er sproget tilgængeligt og letlæst, men fuld af nuancer og der bliver ikke taget hensyn til, at målgruppen er børn. Det mener jeg positivt, for det er altså kedeligt med korte unuancerede sætninger – det flyder bare ikke, når man læser. Det bliver for simpelt, og børn kan altså sagtens leve sig ind i en historie med masser af ord. Vi snakker lidt undervejs, og efter, og samler op hver gang vi starter op. Jeg fornemmer på ingen måde, at den bette ikke får det hele med.

En anden ting, der er værd at nævne, er den store personlighed, man fornemmer hos karaktererne – det er selvfølgelig særligt Mirja og hendes venner Pelle og Sibbo, der er i fokus, men også hos de små brødre, lyser personligheden klart. Vi ved tydeligt, hvem de er og der er sådan en fin interaktion mellem karaktererne – igen særligt ved de netop nævnte.

Vi ser med stor fornøjelse frem til flere Mirja bøger, og der kommer heldigvis allerede en til foråret.

I ventetiden er vi gået i gang med Hodja fra Pjort, og jeg tror, vi skal omkring flere Ole Lund Kirkegaard-bøger, men ellers hører jeg gerne gode forslag til flere højtlæsningsbøger, vi skal have på læselisten.