Tudemarie af Maria Andersen, hørt som lydbog på Bookmate, 3 t 54 m, oplæst af Birthe Neumann
Tudemarie søger plads af Maria Andersen, hørt som lydbog på Bookmate, 3 t 37 min, oplæst af Birthe Neumann
Hvad der videre hændte Tudemarie af Maria Andersen og Gudrun Eriksen, hørt som lydbog på Bookmate, 2 t 57 min, oplæst af Birthe Neumann
5/5 stjerner
Hvis der er en bog, jeg har fået læst og genlæst, så er det Tudemarie. Faktisk startede det, så vidt jeg husker i hvert fald, som højtlæsning og så kom lydbøgerne – det var de gode gamle kassettebånd! – og så læst jeg selv bøgerne. Jeg elskede at forsvinde ind i Tudemaries København, og selvom alting ikke er lutter idyl, så ender det jo altid godt for den livsglade Marie. Og jeg elsker for øvrigt stadig historierne.
Jeg trængte til noget rigtig comfort lytning, efter min so-so oplevelse med den her. Det var den rene nostalgi igen at komme med Tudemarie på eventyr. Altså hverdagseventyr – livet på loftet med papkassesengene og de mange søskende, pigeskolelivet, som for Marie går mere ud på ballade end flid, besøgende hos den søde apotekerfrue, de to gammel jomfruer, Maries første plads, spækhøkerens, tiden som barnepige, Tilde og sødsuppen, sommerferien på godset og senere tiden som pige i køkkenet, og selvfølgelig Søren. Godt nok var det ikke Birthe Neumann, der læste bøgerne op på mine kassettebånd, men hun gjorde det udemærket og det var nu stadig hyggeligt at lytte til.
Selvom du måske ikke læste Tudemarie i din barndom, så vil jeg anbefale bøgerne, hvis man har bare den mindste interesse for familieliv i det fattige København i 1880’erne. Jeg glæder mig til, at mine unger bliver bare lidt ældre, så skal de med til Tudemaries København.
Kender du Tudemarie?
Årh, Tudemarie! Dem havde jeg glemt alt om! Jeg elskede dem som barn! Nu bliver jeg nødt til at genlæse dem 🙂
Gør det – det er simpelthen så hyggeligt at være sammen med Tudemarie igen 😁