Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen, udgivet af Forlaget Gyldendal i 2017, lånt på biblioteket, læst med læseklubben, 247 sider, 3,5/5 stjerner
Meget velskreven og med potentiale for spændende diskussioner. Som dog drukner i al liderligheden.
Interessant koncept og jeg må vitterligt sige, at jeg aldrig har læst noget lignende. I 2019 lander et lille rumvæsen i navlen på en ung københavnsk kvinde – den lille parasit gør hende ekstremt liderlig og meget rynket. Og så spreder det sig til andre nærmest som en lus.
Bogen lægger op til interessante samfundsmæssige diskussioner om fx særlovgivning ved en epidemi, retterheder til aktiv dødshjælp, syge børn, angst for nærhed i det offentlige rum og meget mere. Men det forsvinder desværre i al liderligheden.
Adolphsen skriver sig i retning af nogle interessant dilemmaer og der kommer små flig af virkelig diskussionsværdige problemstillinger, som man allerede ser den spæde begyndelse af i vores nutidige samfund, men her naturligvis blæst op i en anden skala. Men i stedet for at gå mere i dybden med sådanne så lader Adolphsen liderligheden fylde. Jeg forstå konceptet med bogen og epidemien – men når det nu i høj grad ér gået op for læseren, at epidemien medfører ekstrem lyst, så er det ærgerligt, at det andet ikke også får plads.
Bogen er velskrevet og det meste hænger sådan set godt sammen. MEN slutningen – den har jeg et par issues med! Den bliver en anelse happy-happy og jeg forstå ikke helt det med lyset (jeg siger ikke mere af spoilerhensyn!) – hvordan fungerer det og virker det på alle? Derudover er jeg ekstremt frastødt af afslutningscenen, hvor også (far)mor og barn befinder sig i huset. NEJ NEJ NEJ!
Bogen får 3,5 stjerner for sin velskrevenhed og sit potientiale. Men den afslutningscene kan jeg simpelthen ikke arbejde med.
—
Har I læst den – og hvad er jeres tanker om den?
trolderier 
Jeg elskede virkelig Rynkekneppesygen. Og jeg synes faktisk liderligheden var et fedt element – omend det grænser det ekstreme. Jeg tror jeg læste det ind i historien, som den narcissisme der hærger vores samfund i øjeblikket. Som den ultimative selv-kærlighed, samtidig med at den (liderligheden i bogen) bryder med alle vores overfladiske idéer om, hvem der er gode nok til os. Giver det mening? Haha.
Det er en super interessant vinkel – hvor er det bare fedt at høre andres læsninger af en bog!