trolderier

Så kom den længe ventede afslutning på Ravnenes hvisken – og det er noget af en hæsblæsende omgang. Måske lidt for hæsblæsende efter min mening. Lidt den samme anke, jeg havde i 2’eren. Det går stærkt!

Der sker en ting eller to som jeg godt kunne have været foruden, for ikke at få det hele rodet sammen. Det er sikkert fordi, Sølvsten vil have så mange af de elementer med, som hun tydeligvis ved noget om og interesserer sig for, men det er lidt i overkanten, hvis du spørger mig. Jeg tror såmen ikke, det ville have gjort en forskel, hvis bogen havde været tilsvarende længere med plads til at udfolde nogle af delene lidt mere – jeg tror simpelthen, den vil lidt for meget.

Når det er sagt, så er der jo klart en masse gode ting også. Bogen er letlæst og skrevet i et flydende sprog. Sølvsten kan vitterligt noget med personskildringerne – Anne er jo badass sej og hvor mit hjerte sidst blødte for den kære Finn, så var jeg denne gang begejstret for Mimer. Genialt indslag!

Men den måde, Sølvsten lader en af de døde – jeg siger ikke hvem – komme til orde på i fortællingen, synes jeg simpelthen er for meget. Amen – why?

Nå, men jeg fornemmer, jeg måske nok er lidt i undertal med min holdning – der er i hvert fald rigtig mange, der er super vilde med afslutningen på serien – så døm for dig selv, for selvfølgelig skal den læses.

Igen er coveret jo gudesmukt – jeg tror næsten, det er min favorit. Det er lavet af dygtige Mette fra Breth Design.