/Reklame – modtaget som overraskelse fra Forlaget Turbine/
Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup (Den døde by #1), udgivet af Forlaget Turbine i 2018, 155 sider, 4/5 stjerner
Alif bor med en flok andre børn i et krematorium på en kirkegård. Et noget morbidt sted at holde til, kan man mene, men med de store krematorieovne er det faktisk slet ikke et så tosset sted bo – man kan holde varmen og mad kan tilberedes i ovnen . Der er ingen voksne på stedet, heller ikke i byen eller villakvarterne, alt er øde bortset fra andre grupper af børn, og så ulve. Kæmpestore ulve med skarpe tænder. Alle de voksne er ramt af sovesygen og børnene ved, at de også selv vil blive ramt af den, når de bliver store.
I følge legenderne findes der dog en pige med et mærke i sin hånd som måske kan ændre ulvenes magt.
Jeg troede flere gange, at jeg havde luret, hvilken slags fortælling, der var tale om – aha, en gyser. Næ vent, fantasy… hm… Uanset “label”, kan jeg konstatere, at vi har at gøre med en god historie – en historie, jeg ikke kan regne ud, hvad bringer i de næste to bind, heller ikke på trods af Rostrups “spoiler” på instagram! Hehe!
Jeg kunne godt li’ setuppet, jeg er nysgerrig på, hvad historien bringer og selve fortællingen er velskrevet. Den er overkommelig i længden for selvstændige læsere og ville også være velegnet som højtlæsningsbog.
Skriv et svar