trolderier

“Det at skrive handler om at gøre noget tilgængeligt, få noget til at vise sig.”

/Reklame – anmeldereksemplar fra forlaget/

Hvorfor skriver jeg? af Karl Ove Knausgård, oversat fra norsk efter “Uforvarende”, udgivet på dansk af Forlaget Lindhardt og Ringhof i 2018, min bogreol, 70 sider, 4/5 stjerner

Hvorfor skriver jeg? er meget Knausgårdsk, og som sædvanligt, når jeg læser Knausgård, kan jeg ikke dy mig for at notere en helt masse citater ned.

“Litteraturen er ikke først og fremmest sandhedernes sted, det er stedet for det rum sandhederne udspiller sig i.”

Jeg må inddrømme, at jeg på de første sider, synes Knausgård snakker lidt uden om. Jo vist er det hans stil, men jeg blev ikke helt fanget. Jeg frygtede, at det denne gang ville blive for banalt, for kedeligt – men den frygt blev gjort til skamme. Han siger så mange fine ting om litteratur og det at skrive, at de sidste sider vendte sig selv.

“Det var præcis som at læse, det var præcis den samme følelse, jeg mistede mig selv af syne og gik ind i noget der på en og samme tid var fremmed og velkendt.
Det var præcis det jeg havde længtes efter. Det at skrive var præcis det. At miste sig selv af syne og dog bruge sig selv, eller det i en selv som var uden for jegets kontrol.”

Knausgårds kærlighed til litteratur og hans vej ind i bøgernes verden er en fin fortælling, og man kan jo notere sig et par bogfif undervejs. Den forståelse han prøver at udtrykke om sin måde at skrive på er interessant – nok særligt for læsere af hans allerede udgivne værker. Det her er en bog for Knausgård-fans, det er ikke et oplagt værk at begynde med. Selv om de overkommelige 70 sider måske lokker i forhold til hans ellers meget volumniøse værker. Men allerede elskere af hans bøger, skal helt bestemt ikke snyde sig selv for denne lille, fine sag.