trolderier

/Reklame – anmeldereksemplar/

/Reklame – anmeldereksemplar fra forlaget/

Dødeklokken af Synne Kristine Eriksen (De Tre Tyste #3), udgivet af forlaget Turbine i 2019, 348 sider, min bogreol, 5/5 stjerner

Waou, bare waou! Jeg er tæt på at være stum af beundring over serien De Tre Tyste, hvilket jo ikke er hensigtsmæssigt, når man skal anmelde – så jeg prøver at finde ordene frem.

Synne Kristine Eriksen har skabt et lille mesterværk af dyster, helstøbt fantasy. I Dødeklokken bliver der bundet en ualmindelig fin sløjfe på Sigurd og Myrhats rejse. Fin – bevares, men hverken blid eller blød. Spidserne er skarpe, og borer sig ind lige i hjertekulen. Selvom det langt fra kan kaldes en happy ending, så er balancen bitterlig perfekt – det er en vellykket afslutning og kulmination på en ufattelig god historie.

Den måde naturen er i fokus og bliver beskrevet på, finder vej gennem hjernebarken, hver gang jeg nu bevæger min rundt i naturen – særligt i skoven, naturligvis. På mange måder sidder De Tre Tyste i mig efter endt læsning, og som jeg skrev her – så ønsker jeg mig en lille, bitte prequel (for slutningen her skal der ikke pilles ved!), for jeg vil så gerne udforske Klokkemagernes univers mere, og faktisk også Skyggernes. Uanset om det ønske bliver opfyldt eller ej, så kommer jeg til at holde øje med fremtidige udgivelser fra Eriksens hånd – det er sikkert og vist.