trolderier

/Reklame – sponsoreret af Bog & Idé/

Min mørke Vanessa af Kate Elizabeth Russell, udgivet på dansk i maj 2020 af Lindhardt og Ringhof, 400 sider, 4,5/5 stjerner

De fleste, der har hørt om Min mørke Vanessa, er vist klar over, det er noget af en mundfuld. En 15-årig skolepige og en 42-årige skolelærer, der indleder et forhold.

Vanessa fortæller i hvert fald sig selv, det er et forhold og at hun gerne vil. Hun opsøger Strane, læreren, igen og igen – også efter skolen er afsluttet og han egentlig prøver at distancere sig. Vanessas sene barndom, spirrende ungdom og hendes voksenliv præges af forholdet til Strane, hun bygger fortællinger op for sig selv, så hun kan være i det og samtidig med, at hun uhyre præcist beskriver de modstridende og afskyvækkende følelser, der også bor i hende.

“Vis mig det,” siger jeg. “Jeg vil se, præcis hvad du gjorde.” 
Jeg får ham til at vise mig det lige dér i sofaen. Jeg rykker væk fra ham, så der er en anstændig afstand mellem os, presser mine knæ hårdt sammen og retter ryggen – den nervøse kropsholdning, som jeg husker fra de gange i den spæde begyndelse, hvor jeg sad ved siden af ham. Jeg husker det tilstrækkeligt godt til at få opkastfornemmelser.
“Det var ingenting,” siger han.

Bogen er et spændende, psykologisk drama om en ung piges opvækst i skygge af de overgreb, der begås mod hende. Hendes insisteren på ikke at være et offer, som både er en beskyttelsesmekanisme, hun har brug for at overbevise sig selv om for at eksistere og for at hele hendes liv ikke pludselig er en løgn. Den er medrivende, afskyvækkende og yderst velskrevet. Den viser, at en person ikke kun kan beskrives som et “offer”, når der bliver begået overgreb, der er langt flere faktorer og mekanismer, der spiller ind og i virkeligheden måske også brug for en anden måde at få personer, der er blevet udsat for overgreb, i tale på. Ved at benytte offerrollen nedbrydes med et voldsomt slag, den virkelighed, de har bygget op og fortalt sig selv og det er endnu et traume oveni alt det andet. Det kunne måske gøres mere hensigtsmæssigt? Jeg synes endvidere, at scenerne med terapeuten er meget fine, hun takler det hele så godt, med finfølelse og på Vanessas præmisser.

Historien tilføjer endvidere noget til #metoo debatten som jeg synes er vigtigt, nemlig, at det ikke er nødvendigt at stå frem, at man ikke skal gøre det, hvis det ikke er rigtigt for en selv. Jeg kan ret godt li’ historien for, at den ikke går den oplagte vej med en afsløring for masserne og så er alt godt. For det er det ikke – ikke for Vanessa i det mindste, for andre kan det godt være en rigtig måde at gøre det på.

Jeg var revet med fra begyndelse og læste med næsten feberagtigt intensitet, og sneg mig til at par sider i ny og næ, når det ikke var muligt med læsetid. Mod slutningen læste jeg helt opslugt en aften, men gemte så ca. 15 sider til dagen efter, da det var blevet sent. Det gjorde et eller andet ved min oplevelse af slutningen, som på papiret er fin og ikke kan være så meget anderledes, men den ramte mig ikke. Den var en lidt flad fornemmelse, som måske havde været anderledes, hvis jeg bare læst det hele om aftenen.

En bonus ved bog er alle de litterære indstik. Jeg har f.eks. samlet Ethan Frome op, og der er flere andre værker, der har vakt min interesse gennem bogen.