A Little Hatred af Joe Abercrombie (The Age of Madness #1), udgivet i 2019 (denne udgave i 2020) af Forlaget Gollancz, 492 sider, 4,5/5 stjerner
A Little Hatred fortsætter i universet fra Den Første Lov (som er en af de bedste fantasy-serier, jeg har læst).
Jeg er helt pjattet med Abercrombies evne til personskildring og hans sarkastiske pen. Det var dog lidt trægt at komme i gang med A Little Hatred, for det første kunne jeg ikke helt huske familienavnene fra den første serie, men hvad værre var, så var der alt for lidt sarkasme i den første del af bogen. Men det kommer – og heldigvis for det, for det er Abercrombie så brilliant til. Det er særligt i Rikkes kapitler, der bliver åbnet for de sarkastiskesluser.
Apropos Rikke… og Gunnar. Altså, hvorfor søren skal de have den slags navne? Ikke at der er noget i vejen med navnene, men for mig passer de bare ikke naturligt ind i et fantasymiljø (eller en engelsk bog).
Der er også gensyn med karakterer fra Den Første Lov, men det er primært næste generation, vi følger i The Age of Madness-serien. Tiderne er skiftet voldsomt, der er fuld damp på industrialiseringen og ulighederne mellem de fattige arbejdere og de rige investorer. Der er ikke voldsomt meget magi over handlingen her i den første bog, men jeg fornemmer på slutningen, at det kommer til at ændre sig i de næste bøger. Industrialiseringen har ikke druknet magien – selvom den måske er glemt af den unge generation.
Da der for alvor begynder at komme skred i handlingen, kommer alt det gode, jeg var vild med i Den Første Lov og jeg ser frem til at læse videre i serien. Bog 2 The Trouble With Peace udkommer til efteråret.
Dejligt at blive mindet om Abercrombie – det kan være, jeg skal få læst noget mere af ham til næste år 🙂
Mvh.
Den lille Bogblog