/Reklame – adgangsbillet modtaget mod omtale/
En hel dag omgivet af bøger i stakkevis, forfattere og fellow bogelskere. Hold nu op, hvor var det helt fantastisk skønt at være til Fantasyfestival i Esbjerg igen. Og lidt vildt at gå blandt så mange mennesker – det er længe siden!
Vi startede med at snuse rundt blandt standene inden det første foredrag. Der var et dejligt og varieret udbud og godt fyldt op med interessante stande. Lørdag var det dog ikke til at opstøve Silja Okkings nye Saga-bog eller Jeanette Varbergs nye Swarta-bog. Så dem må jeg have til gode til BogForum.
Det første foredrag var Kenneth Bøgh Andersen og illustrator Rasmus Jensen i samtale med Jakob Stegelmann. En interessant samtale om at genfortælle en klassiker, om illustrationsvalg og med oplæsning. Jeg elsker Bøgh Andersens fortællinger og efter at have hørt overvejelserne bag, set de fantastiske illustrationer og ikke mindst hørt små bider læst op – måtte jeg også eje bogen. Også selvom den naturligvis skal høres som lydbog – altså kan man andet med Bøgh Andersens karakteristiske oplæsning?! Jeg er vild med hans betoning.
Så blev der tid til at snuse rundt udenfor, få lidt frokost og ikke mindst en god kop kaffe. Det er så værdsat, at der er mulighed for at købe god kaffe.
Det lykkedes os at snuppe de sidste to pladser til Anne-Marie Vedsø Olesens oplæg om Vølvens vej 1: Snehild. Det er første bog i en serie, som allerede har fået vildt god omtale – bl.a. bliver den beskrevet som den nordiske Game of Thrones. Det var interessant, omend en anelse svært at høre grundet støj udenfor og manglende brug af mikrofoner. Jeg blev tilpas nysgerrig efter at læse historien, så det gør jeg formentlig på et tidspunkt – jeg tror, den kan gå begge veje. Enten kommer jeg til at elske den, eller også bliver naturbeskrivelser for lange og kedsommelige.
Efterfølgende blev det tid til oplægget “Fra bog til skærm” modereret af Silja Okking i selskab med forfatter Boris Hansen samt journalist og oversætter Jakob Levinsen. I stedet for Sølvsten og Kaaberbøl. Dem har jeg begge set flere gange.
Ingen Fantasyfestival uden en himmelsk karamelovertrukken skumfidus. Sukker med sukker – men altså – helt vidunderlig. Der er naturligvis heller ingen Fantasyfestival uden Boris Hansens famøse quiz – og selvom vi svarede rigtig på langt mere i år end tidligere, så besidder vi helt tydeligt ikke tilstrækkelig nørdekraft til at vinde sådan en omgang. Men underholdende er det nu altid.
Sikke en helt forrygende dag omgivet af bøger og fantastisk stemning. Jeg kan ikke vente til næste år, og måske bliver det året, hvor jeg kommer til at være med hele weekenden.
Skriv et svar