trolderier

Gift af Tove Ditlevsen
Udgivet 1971
Forlag Gyldendal
Sideantal 145
Lånt på biblioteket

Det var denne bogorm, der igen fik mig på sporet af den kære Tove Ditlevsen. Barndommens Gade står på mig bogreol og er læst for længe siden, og jeg tror næsten mit all-time yndlings digt er Ditlevsens “De Evige Tre” – så smukt. Da jeg læste anmeldelsen af Man Gjorde et Barn Fortræd, og samtidig fik en kort introduktion til Ditlevsens liv i Kvinder der forandrede Danmark, så fik jeg lyst til at læse noget mere Ditlevsen. Jeg bestilte Gift hjem fra biblioteket, og nu er den slugt, fortæret, og jeg havnede i lidt af et limbo bagefter – det er normalt et kvalitetsstempel i min verden, når jeg ikke rigtig kan finde ud af at starte på en ny bog, fordi den jeg netop har afsluttet, har gjort et stort indtryk på mig. Det var bestemt tilfældet her.

Gift, med den tvetydige titel, handler om Ditlevsens kærlighedsløse ægteskab med den meget ældre Viggo F., forelskelsen og ægteskabet med den smukke Ebbe (som hun også får sit første barn med) og efterfølgende forlader for lægen Carl. Et vel nok også kærlighedsløst ægteskab, det er i hvert fald ikke Ditlevsens kærlighed til Carl, der bærer forholdet fremad, men mere kærligheden til stoffet pethidin, som han forsyner hende med i nærmest uanede mængder – og som han benytter til at kontrollere hende til at blive hjemme hos ham fremfor at gå ud som tidligere.

Det er en hudløst ærlig bog, og dansk litteratur når det er bedst – Ditlevsens sprog er smukt, og flyder som gift i årene (høhø).

“For mig er det skrive ganske som i barndommen noget hemmeligt og forbudt, fyldt med skam, noget man lister hen i en krog og gør, når ingen ser det.” (s. 13)

“Er det ikke, siger han, midt i det hele interessant at stå mellem to mænd? Jo, siger jeg forbløffet, for det er det jo også.” (s. 24)

“Og det går mere og mere op for mig, at det eneste jeg virkelig dur til, det eneste der optager mig lidenskabeligt er at forme sætninger, danne ordstillinger eller skrive enkle, firlinjede vers.” (s. 47)

“Så spinder hans blide, mørke stemme som af en uendelig spole ind i mit ørre, fuld af tryghed, fuld af bestandighed.” (s. 59)

Det er en smuk bog, men barsk og tragisk. Tænk hvilke tilfældigheder, der skal til førend ens liv tager en drejning, der kan blive skæbnesvanger, som Ditlevsens møde med læge Carl. Jeg kan ikke anbefale denne bog nok, det er stor litteratur – og jeg har fluks bestilt “Vilhelms værelse” og “Det tidlige forår” hjem. Jeg venter med længsel!