trolderier

“Når et mysterium rigtig gør indtryk på en, tør man ikke lade være at bøje sig for det. Og hvor meningsløst det end kunne synes, her tusinde mile fra alle beboede egne og svævende i den yderste livsfare, trak jeg et lille stykke papir og en blyant op af lommen.”

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry (org. “Le petit prince”)
Udgivet 2002, oprindeligt 1946
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal 93
Min bogreol (gave fået til min 19-års fødselsdag i 2002)

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Den lille prins til franskundervisning i gymnasiet. Dengang læste vi uddrag af bogen – på fransk naturligvis 🙂 Jeg var fascineret af de små fine historier, som udplukkende udgjorde. Min fransklærer ødelagde dog min illusion, om dette fine lille eventyr som med et knips, som klirrende glasskår. Bang. Måske var jeg bare en naiv, ung pige dengang – men jeg læste Den lille prins som et sødt eventyr – og alle ved jo, at eventyr altid ender godt. Jeg ville have, det endte godt – og det gør det måske også eller, jeg håber, men nej, min illusion er en gang for alle brast og jeg kan ikke længere undgå at bide mærke i den underliggende tristhed i historien. Den er meget fin og filosofisk, og det giver stof til eftertanke – om ganske hverdagsagtige ting såsom venskab. Det er sådan lidt trist på en meget smuk måde, giver det mening?

Det er en meget fin lille historie med forfatterens egne tegninger, som er en integreret del af historien – ordene alene fortæller ikke alt. Og så er det lidt en klassiker, en must-read – så hvis du endnu ikke har mødt den lille prins, så tag lige og gør det… Og vinger du læste bøger af i “1001 bog du skal læse før du dør” så får du endda et flueben oveni hatten.