“Hjemløs og underlig trofast og helt alene
ligger jeg ved din side nat efter nat,
ser hvor dit hår er grånet og hører dig sukke
dybt i din søvn som et barn man har forladt.”
Til en lille pige – efterladte digte af Tove Ditlevsen
Udgivet 1978
Forlag Gyldendal
Sideantal 75
Lånt på biblioteket
Efterladte digte af Tove Ditlevsen er en samling af færdige digte og brudstykker af ufærdige digte, som Ditlevsens familiemedlemmer indleverer til Gyldendal efter hendes død. Ditlevsen har formentlig skrevet på en digtsamling og havde allerede navngivet den “Til en lille pige”. En redaktør har efterfølgende kategoriseret dem, og lavet en opdeling i 4 dele. Første del er de digte der primært relaterer sig til bogens titel. Anden del er de mere satiriske og humoristiske digte. Tredje del repræsenterer Ditlevsen, som hun digtede i sine allerførste digtsamlinger – med et mere traditionelt formsprog. Fjerde og sidste del er brudstykkerne, de ufuldendte små perler, som kunne være blevet.
Jeg følte mig taget rigtig godt i hånden og hjulpet et stykke på vej, fordi denne digtsamling har en introduktion, som beskriver ovenstående opdeling. Det gav mig en større forståelse af digtenes opsætning og den røde tråd i hver del. Jeg var mest begejstret for del 3, som jeg synes, viser Ditlevsens “klassiske” måde at digte på – den måde jeg kender hende bedst i hvert fald.
Det er ved at være længe siden, jeg har bevæget mig rundt i Ditlevsens univers – og det var dejligt at være tilbage og mærke hendes melankoli, hendes kløgtige måde at bruge ord og rim på. Det er beundringsværdigt.
“Men nogle af os
vil ikke være med
vil ikke være ædru
skyr dagslyset
læser ikke aviser
går ikke på arbejde
æder piller for at sove
æder piller for at vågne
forlades af de trofaste
og fornuftige
og nøjsomme
mindes
den store kærlighed
som kun få har evne
til at opleve
og som aldrig er gensidig.”
hvad er navnet på digtet der blev sat ind under billedet?
Jeg husker ikke længere, om det havde en titel – men du kan finde det i digtsamlingen og tjekke efter 😊