Rigtige veninder af Iben Maria Zeuthen
Udgivet 2014 på Forlaget Carlsen
Sideantal 144
Læst som e-bog
Det her er min første e-bog. Mit mobilabonnement giver mig adgang til Mofibo (nej, det er ikke et sponsoreret indlæg) og jeg har længe haft lyst til at se, om det var noget for mig. Jeg kunne ikke reservere Rigtige veninder på biblioteket endnu og tænkte derfor, at det så måtte være en oplagt anledning til at kaste mig ud i det. Bogen findes dog ikke “samlet” på Mofibo – jeg aner ikke hvorfor – men som 12 små tekster.
Vi har en Ipad-mini, så det er ikke en kæmpe klods at sidde og læse på, det er et plus i min bog. Den er nem at have liggende ved sin side uden man skal være nervøs for at bogen klapper sammen eller bladrer væk fra den side, man er ved at læse. Man kan læse, når der ikke er så meget lys, skærmen klarer ærterne – igen et plus i min bog. Der skal være strøm på, det betyder, jeg ikke altid kan læse, når det passer mig (vi er ikke så gode til at huske at få den sat i opladeren!!). Jeg kunne forestille mig, det ville være smart at slæbe bøger med på ferien på sådan en – så kan man da næsten ikke gå tør for læsestof, og slipper for at proppe kufferten med bøger (som jo også kunne risikere at blive krøllede – oh ve, oh skræk!). Jeg kan godt se fordelene ved at læse på denne måde, men jeg vil helt sikkert ikke undvære at læse rigtige bøger – det er en helt anden følelse og stemning jeg får, når jeg læser “rigtigt”. Jeg forestiller mig, jeg primært vil bruge mit abonnement, når jeg gerne vil have en bog her og nu, og ikke gider vente på at få den hjem fra biblioteket, eller jeg ikke kan nå at få den læst færdig inden den igen skal afleveres.
Jeg har tjekket min to-read liste igennem for at se hvor mange (danske) bøger jeg kunne finde derinde. Der var en del, der ikke var at finde – måske har jeg en del utraditionelle bøger på den liste, men jeg fandt da også et par stykker. Endvidere blev jeg inspireret til nye titler under mine søgninger, da den kommer op med alternative titler hvori mine søgeord indgik – det var faktisk ganske interessant.
Selve bogen, Rigtige veninder, er en børne/ungdomsbog om venskab. Jeg har set den omtalt på facebook og IG og fik lyst til at læse den. Det er så interessant at læse om, hvad andre ligger i betydningen af venskab. Hvordan er andre “venner”. Det er hovedsageligt kendte mennesker Iben Maria Zeuthen har interviewet, og det gør da nok for mit vedkommende, at det bliver lidt mere spændende at læse om.
Hvad er jeres erfaringer med e-bøger?
Skriv et svar