Novembermåneds wrap-up. Jamen, endnu en glimrende læse (og lytte) måned. 4 bøger og 2 lydbøger.
1.
Den første bog var til min læseklub, og indrømmet, nok aldrig en jeg selv ville ha’ pillet ned fra hylden. Haruki Murakamis En vild fårejagt var ikke en udpræget succes, selvom den egentlig var nem nok at komme igennem, så er jeg nok bare ikke fan af ikke at kunne forstå meningen med galskaben. Det var ikke en fordrende første bog i mit bekendskab med Murakami. Jeg har fået flere tips til, hvilke bøger, der ville være mere “spiselige”, men nu ser vi lige hvornår der igen står Murakami på programmet for mit vedkommende.
2.
En klassiker blev tjekket af på min liste i mødet med månedens anden bog, The Catcher in the Rye af J. D. Salinger. En rigtig udemærket bog, som jeg naturligvis ikke kunne undlade at tænke på sammenholdt med The Perks of being a Wallflower. Af de to foretrækker jeg nok The Perks, men snyd alligevel ikke dig selv for The Catcher in the Rye, den er også rigtig fin.
3.
Maren Uthaugs Og sådan blev det blev novembers tredje bog, og en rigtig god en af slagsen. Letlæselig, men fyldt med følelsesfulde beskrivelser, der ramte mig lige i (moder)hjertet. Siderne vente næsten sig selv, og den var stort set læst på en aften.
4.
Det her var en drøj en at komme igennem, jeg lyttede til den over lang tid, for hold nu op hvor var det bare kedeligt – jeg tillægger det oplæseren, og har næsten fået lyst til snart at læse bogen, for at se om jeg tager fejl? Jeg vil i hvert fald ikke anbefale dig at lytte til Northanger Abbey af Jane Austen, forhåbentlig vil det være mere interessant at læse den. Hvem ved?
5.
Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger har givet mig lyst til at tage hul på Brøggers forfatterskab. Det var en anderledes og utrolig velstruktureret og velskrevet biografi, som jeg virkelig kan anbefale.
6.
Det her var månedens overraskelse. Leoninderne af Nanna Foss (Spektrum #1) tog mig med storm. Det er sci-fi og det er jo ikke mig, eh, eller jo måske. Det var i hvert fald en stor fornøjelse at lytte til historien, og jeg venter i spænding på den kopi af bogen, jeg blev nødt til at bestille hjem – og så på udgivelsen af den næste bog i serien.
Jeg forestiller mig, december kunne komme til at byde på min første Donna Tartt bog. Emily holder nemlig online læseklub, så jeg tror, det vil være en rigtig god måde for mig at få hul på den moppedreng af en bog. Er det noget I planlæger at deltage i?
Ha’ en skøn december!!
Det er virkelig sådan en skam, hvis din oplevelse af Northanger Abbey er blevet forringet af lydbogen. Bogen er i hvert fald blandt mine evige favoritter.