Jeg har altid praktiseret boglig monogami. Det fungerer bare bedst for mig kun at læse en bog ad gangen… eller det gjorde det!
I virkeligheden synes jeg stadig, jeg er ret monogam på den bogligefront – jeg læser kun i en (rigtig) bog ad gangen, men jeg er begyndt også at have gang i en lydbog og ofte også en e-bog. Det er et ganske glimrende arrangement, for de forskellige medier appellerer til forskellige læsesituationer. Når jeg sidder i min gode stol med benene oppe, så er det min bog, jeg finder frem. Har jeg lige et par minutter, eller hvis jeg skal læse i sengen, så er e-bogen på Iphonen perfekt. Kalder de husligepligter, eller går jeg med barnevognen med sovende barn, så er det skønt med en lydbog i ørene.
Hvad med jer, kan I bedst læse én bog ad gangen eller flere – og hvorfor?
Det er pudsigt, du bringer det op – det emne tænkte jeg på så sent som i dag 🙂
Jeg plejer kun at have gang i én fysisk bog ad gangen (men har som dig ofte også gang i en lydbog og/eller e-bog ved siden af, da det er superpraktisk ift. offentlige transportmidler og træning). Men – det har ændret sig i løbet af de seneste år, for ind imellem har jeg gang i to fysiske bøger på samme tid – typisk i situationer hvor jeg læser en meget tyk bog (der dermed ikke egner sig til offentlig transport) eller en bog, jeg er særlig øm over for (og derfor ikke skal med i tasken frem og tilbage til arbejdet hver dag).
Mvh.
Den lille Bogblog
Jeg plejede kun at læse en bog. Nu er det efterhånden sjældent, jeg ikke har gang i mindst to. Jeg føler, det går hurtigere, hvis jeg har gang i flere, hvilket jo er fjollet, men sådan har jeg det bare 😛
Jeg har, de sidste mange år, altid læst i mere end én bog ad gangen. Mest fordi jeg ikke gider gå oven på, for at hente den bog jeg har oppe i soveværelset og så derfor har en anden jeg læser i, når jeg er i køkkenet. Eller fordi den ene er uhandy eller tung at ligge med og derfor kun egner sig til at sidde med ved køkkenbordet. Jeg synes også tit jeg har brug for, at kunne skifte mellem noget lettere og lidt tungere læsning.
Jeg har altid haft det bedst med at læse én bog af gangen. Der er dog få undtagelser:
Jeg læser ofte novellesamlinger/eventyr/digte (kort prosa) ved siden af romanlæsningen. Det fungerer godt, og fordi der er tale om små, korte, afrundede dele kan jeg nemmere skille det ad.
Og selvfølgelig – lektielæsning. Det gør jeg også ved siden af hyggelæsningen, og der er et ret stor skel for mig mellem ting jeg læser af pligt og af fornøjelse.
Men ellers? Helst en bog af gangen 🙂
Jeg har altid læst en bog af gangen, det har også altid fungeret bedst for mig….
Der var engang hvor jeg kun læste en bog af gangen, men så begyndte jeg at læse på engelsk. Fordi det var sværere og tog længere tid med de engelske bøger, begyndte jeg samtidig at læse bøger på dansk. Det fungerede fint fordi der var tale om to forskellige sprog og derfor let at skille historierne fra hinanden. Nu er jeg så også begyndt at hører lydbøger, så det føjer en tredje bog til. Jeg han endnu ikke fundet ud af det med at have gang i både en rigtig papirbog en en e-bog.