“Den myldrende trafik er forsvundet. Og vi er nu med sikkerhed i Øst. Vi er trådt fyrre år tilbage i tiden. Jeg kan se bagsiden af Rigsdagsbygningen og et miskmask af grå, krakelerede bygninger, nogen uden vinduesruder som et kranie. Det er som en kulisse til en film noir.”
Muren er faldet. Og jeg sidder fast af Holly-Jane Rahlens. Org. titel “Mauerblümchen” i 2009, denne udgave 2010 på Høst & Søn. 138 sider. Lånt på biblioteket.
Det her er en utrolig fin og rørende lille historie. En spirende kærlighedshistorie, men også en kontrastfyldt rejse ind i Øst Berlin to uger efter murens fald. Jeg synes, opbygningen af historien er rigtig velvalgt, den foregår under en lille U- og S-bahn rejse fra Vest til Øst. Molly er på vej ind i Øst for at finde sin mors fødehjem inden hun rejser tilbage til New York. På turen skildres kontrasterne mellem Vest og Øst, Mollys historie og mødte mellem Molly og drengen Mick.
Jeg nød historien og tøver ikke med at anbefale bogen – den er fin! Jeg synes, den gav et rigtig godt indblik i tiden lige efter murens fald – hvordan alle er tøvende over for forandringen og ikke ved, hvad de skal forvente. Muren har stået der i så mange år, og der er stadig murer, der skal nedbrydes – såvel mentalt som bogstaveligt. Jeg har ikke før læst bøger, der handlede om tiden umiddelbart efter murens fald – mon I kender til andre, der kan anbefales? Og gæt lige – jeg fik sådan lyst til at tage til Berlin igen.
Skriv et svar