“I nogle af de landsbyer, vi gik igennem, var det, som om afghanerne slet ikke så os, når vi kom gående i vores udrustning, og soldaterne holdt deres gevær i hænderne, som man ikke ser et ar på huden, man har haft i årevis.”
Mikael af Dy Plambeck, udgivet 2014 på Gyldendal, læst som e-bog på Mofibo, 266 trykte sider
Bogen handler om journalisten Becky, der er taget til Afghanistan for at lave en reportage til avisen hjemme i Danmark. Hun skal være tre uger i en lille lejr i Bridzar. Hun møder soldaterne Jan og Mikael, lærer lejrlivets trivielle hverdag at kende, sandet, varmen, lugten af brændt lort, varmen. Historien starter i Afghanistan tager os med til Sardinien og til København. Den handler om krig og kærlighed, om frygt, om at komme hjem og om at mangle ord.
Becky oplever en form for skriveblokade, da hun kommer hjem til Danmark igen – og noget tilsvarende gjorde forfatteren, Dy Plambeck, som selv har været i Afghanistan og skrev “Mikael” for at komme over på den anden side. Der er i det hele taget flere ligheder mellem historien og Plambecks oplevelser.
Beskrivelsen af Afghanistan og lejrlivet er meget virkelighedstro, ikke at jeg har været i Afghanistan selv, men alligevel kan jeg se det for mig. Beskrivelserne af de små hverdagsting, badet, toiletterne, teltene giver mig et tydeligere billede og fornemmelse af stedet end jeg før har haft. Jeg har læst andet krigslitteratur, fx I morgen angriber vi igen af Kim Hundevadt – den journalistiske vinkel og interviewet med soldaterne, deres fortællinger, gav mig slet ikke samme billeder på nethinden som Mikael. Det er udentvivl også bogens første del, den der foregår i Afghanistan, der virkede stærkest på mig. Den del der foregår på Sardinien er lidt besynderlig, og delen i Danmark har heller ikke samme styrke.
Der er nogle ting i bogen, der virker lidt for forcerede, virkemidler, der lader til at være medtaget som en forklaring, der ikke er behov for. Mikaels baggrund er tragisk, og det tydeligste eksempel på, ønsket om at give en forklaring på hans soldaterliv og trang til igen og igen at udsætte sig selv for faren ved udsendelse. Men Mikael fungere dårligt i en dansk dagligdag, som er så uendelig langt fra krigszonen og lejrlivet i Bridzar, men måske har han ikke så mange andre muligheder.
Når det er sagt, er det en interessant og velskrevet bog. Plambecks skrivestil er let og flydende, omend med mindre underfundig lune end der findes i Gudfar og Texas Rose.
Note:
“Krigen er et sted, hvor mennesket næsten holder op med at være et menneske, som vi kender det.”
“I krig mister soldaterne delvis deres identitet. De er en person, men de er i høj grad også en funktion…”
Citaterne stammer fra et interessant interview med Dy Plambeck fra Information 13. august 2014 i forbindelse med udgivelsen af Mikael. Du kan læse det lige her.
Jeg er ret vild med beskrivelsen af “at lukke rum ned” som beskrives deri, og som både Mikael og Becky gør, og som givetvis er en nødvendig overlevelsesstrategi når man befinder sig i en krigszone – det rammer mig.
_________________________________________________________________________________________
Hvad har I læst af nyere (dansk) krigslitteratur?
trolderier 
Skriv et svar