Altings begyndelse af Karolina Ramqvist (0versat fra svensk efter “Alltings början”), udgivet i 2014, hørt som lydbog på Mofibo, oplæst af Josefine Graakjær Nielsen, 10 t 58 min., 5/5 stjerner
Bogen starter med en smuk beskrivelse af en fødsel. En fødsel set gennem øjnene af barnet, der fødes – ikke da det sker, men da hun som ung pige ser fødslen på film (igen).
Saga, som pigen hedder, vokser op hos sin temmelig flippede mor. Saga står på grænsen til sin ungdom, hvor alting begynder, da hun starter i gymnasiet i 1990’erne. Hun bliver veninde med Pauline, og sammen udforsker de Stockholms natteliv. Saga udforsker sin egen seksualitet og holder regnskab med sine erobringer i en bog. Hun tiltrækkes af ældre mænd, særlig den meget ældre V, drages hun mod, selvom han kun drages seksuelt af hende.
Bogens fortællerstemmer er på en gang både skrøbelig og enormt stærk, og Saga tør give sig selv lov til at være tro mod sig selv, ærlig og prøve ting af – selvom disse ting ikke nødvendigvis stemmer overens med samfundets forventninger. Saga og Pauline har hinanden, mændene kommer og går.
Det feministiske islæt fornægter sig ikke, og havde der ikke været tydelige angivelser af årstal samt andre 90’er tegn, ville jeg godt kunne have gættet på, at historien foregik i 1970’erne hvor de feministiske bølger gik højt. Det er tydeligt, at Sagas mor influerer på Sagas dannelse (selvfølgelig, det har mødre det jo med at gøre!) og den “hippie”-opvækst hun har fået naturligvis også.
Jeg hørte bogen som lydbog, og oplæseren var vitterligt med til at give historien det præg af skrøbelig, men stærk ungdom – hendes stemme er så ægte og troværdig. Det er sjældent, jeg på den måde har tænkt på historie og oplæser, som et så godt match som her. Det gav mig lyst til at google oplæseren bagefter, bare for at se om mit billede af hende ville falde helt igennem (det gjorde det ikke) og jeg fandt samtidig ud af, at hun selv har udgivet en bog. En digtsamling, som jeg selvfølgelig ikke kunne lade være med at bestille hjem fra biblioteket med det samme. Jeg er spændt på om det, hendes stemme lover, også vil afspejle sig i digtsamlingen.
Altings begyndelse er en virkelig smuk oplevelse, ordene er smukke, det samme er historien om Saga – og jeg er sikker på, det også vil være en god oplevelse at læse bogen, men oplæseren tilføjer en så troværdig stemme til historien, at jeg ikke ville have været foruden.
Den lyder god! Er hermed tilføjet!