“Dér var det, at han fik sin anden store æstetiske åbenbaring, mens han foldede kortet ud et par skridt fra franskbrødssandwicherne i cellofan. Dette kort var sublimt; ude af sig selv begyndte han at skælve foran udstillingsstativet. Aldrig havde han betragtet en så vidunderlig genstand, så rig på følelser og fornuft som dette Michelinkort i størrelsesordenen 1:150.000 over la Creuse, Haute-Vienne. Essensen af moderniteten af de videnskabelige og tekniske tilegnelse af verden, var her blandet med essensen af det animalske liv. Tegningen var kompleks og smuk, af en fuldstændig klarhed, og brugte blot en begrænset farveskala.”
Kortet og landskabet af Michel Houellebecq (org. “La carte et le territoire”), udgivet 2010 (e-bog i 2012), læst som e-bog, 317 trykte sider, læst med læseklubben, 3/5 stjerner
Jeg gik ind til denne læseoplevelse uden at vide noget som helst om bogen. Sædvanligvis læser jeg bagsideteksten inden, jeg begynder på en bog – det falder ikke så naturligt med en e-bog, så jeg anede vitterligt ikke andet om Houellebecq end hvad jeg sporadisk havde hørt i forbindelse med hans udgivelse af Underkastelse sidste år. På den konto havde jeg faktisk også afskrevet ham. Nu var det så ikke hverken værre eller bedre end, at vi skulle læse Kortet og landskabet i marts med min læseklub. Det er en af de rigtig gode ting ved en læseklub – at blive udfordret på sin bog-comfort zone!
Bogen handler om kunstneren Jed Martin, der bor i Paris og i begyndelsen af sin karriere tager fotografier af industrielle produkter. Da han mister interessen eller inspirationen for det, begynder han at tage billeder af Michelinkort, herefter indleder han en oliemalerperiode og sidst men ikke mindst videokunst. Man følger hele Martins liv, hans interaktion med andre mennesker, hans forhold til faderen, den nu pensionerede arkitekt og direktør, hans forhold til kvinder, særligt russeren, Olga. Både hans forhold til kunsten og til mennesker bærer præg af en vis form for ligegyldighed, på en eller anden måde er der ikke noget eller nogen, der for alvor kan få ham op at ringe. Når han mister interessen for noget, så er det endegyldigt. Måske med undtagelse af forfatteren Houellebecq, som Jed Martin føler en vis sammenhørighed med.
Houellebecq skriver godt og flydende. Han skriver en masse omveje, en masse sidehistorier, der sådan set ikke har noget som helst med hovedhistorien at gøre – i hvert fald ikke i det omfang, som Houllebecq giver dem plads i historien. Men man tilgiver det, for det er godt skrevet, og fordi man aldrig helt ved, hvad det egentlig er, han vil og derfor heller ikke hvilken drejning historien tager.
Jeg er ret begejstret for de meget beskrivende afsnit om Jed Martins oliemalerier, der i øvrigt har nogle vildt interessante titler fx “Damien Hirst og Jeff Koons deler kunstmarkedet mellem sig” og “Bill Gates og Steve Jobs snakker om informationsteknologiens fremtid”. Der er deciderede analyser og tolkninger af malerierne, ligesom der er retrospektive analyser af kunsthistorikere. Virkelig interessant læsning!
Det overraskede mig noget (fordi jeg ikke havde læst bagsideteksten), at Michel Houellebecq selv pludselig dukkede op i bogen. Han omtaler sig selv lidet flatterende og i øvrigt på en pudsig måde, ofte som “forfatteren til Elementærpartikler” eller “forfatteren til XX”, så der bliver gjort lidt reklame for hans øvrige værker. Jeg ved ikke om, det er hensigten, men det er en spøjs måde i min optik.
Læseoplevelsen var i det hele taget speciel, på den interessante måde. Det er en besynderlige bog, og man kan være lettere forvirret over, hvad Houellebecq egentlig vil – særligt fordi han tager så mange mindre og større sidespring. Ikke desto mindre er jeg glad for, jeg har læst noget af ham – og overvejer om, jeg skal forsøge mig med noget mere på et tidspunkt, selvom jeg har hørt, det vidst bliver en kende mere sci-fi-agtigt og besynderligt.
Der er ingen tvivl om, at Houellebecq er politisk, historisk og samfundskritisk.
“Fra begyndelsen af 1970’erne med de første palæstinensiske attentater – senere afløst på en mere spektakulær og professionel måde af Al Qaidas tilsvarende – var flyrejser blevet en umyndiggørende og koncentrationslejragtig oplevelse, som man blot ønskede at få overstået hurtigst muligt.”
Jeg kan ikke helt lade være med at drage paralleller til Murakami, egentlig ikke fordi de kan sammenlignes, men fordi min oplevelse af at læse Murakami vs. Houellebecq var lidt den samme – og alligevel helt forskellig. For mig var der så meget i Murakamis En vild fårejagt, der ikke gav mening, jeg forstod vitterligt ikke hvad pointen i historien var – og det er måske meningen, men det har jeg meget svært ved at kapere. Houellebecq gav mig en light-version af wirdness, og selvom der var besynderlige elementer, så irriterede de mig på ingenmåde som Murakami gjorde. Jeg er ikke i tvivl om, hvor min præference ligger.
Har I læst noget af Michel Houellebecq – eller har i noget af ham på jeres TBR-liste?
trolderier 
Skriv et svar