Lady Susan af Jane Austen, læst som e-bog på Mofibo, læst med læseklubben, 3/5 stjerner
Lady Susan er lidt en kælling, men på den sofistikerede og intellektuelle måde – og helt igennem beregnende. Formen som brevroman og personernes ensartede navne (de er i familie eller gift med hinanden på kryds og tværs) gjorde, at jeg til en begyndelse lige måtte svipe lidt frem og tilbage for at huske, hvem der nu skrev til hvem – for det gør de også på kryds og tværs. Men jeg kom efter det efterhånden som jeg kom længere ind i historien.
Selve slutningen synes jeg var lidt moraliserende og nem, men det har måske været et nødvendigt kneb for at tone det drastiske lidt ned. Her tænker jeg især på tidens tanker om utroskab mv.
Brevromanen er læst med læseklubben, og vi var også i biffen og se Love & Friendship, der er baseret på netop historien om Lady Susan. Den er som sådan tro mod fortællingen, men der er naturligvis lavet nogle ting om, for hvor sjovt er det at se en film, hvor nogle mennesker skriver breve til hinanden? Man fornemmer dog stadig brevene i filmen, hvilket jeg godt kan li’. For at komme omkring brevformen besøger de hinanden hele tiden i stedet for. Det er næsten lidt for meget, og man fornemmer, at de bor ganske tæt på hinanden, hvilket jeg dog ikke tror er tilfældet. Men det er selvfølgelig en måde at komme ud af brevromanens form.
Filmen er også rigtig karikeret, hvilket på sin vis er sjovt, fordi det er så overdrevet – de andre tøser klukkede flere gange af netop det, men jeg synes måske ikke lige, det vækkede lattermusklerne på samme måde hos mig.
Slutningen er anderledes end i bogen, i stedet for blot nogle antydninger bliver det fremstillet helt eksplicit.
Det var helt sikkert sjovt at læse bogen og så se filmen, så vi kunne diskutere dem samlet og finde paralleller og forskelle. Når det er sagt, var det ikke en super fantastisk film – den var bare lidt for meget til min smag og med ganske lidt handling til at bære en hel film (i modsætning til en lille brevroman).
Har I læst bogen – og/eller set filmen?
Jeg har læst bogen for mange år siden, og kan ikke huske så meget. Husker dog noget med, at den ikke var skrevet færdigt.
Nej hov, det var vist en anden jeg læste lige bagefter 🙂
Det er jo i virkeligheden en af hendes første, men den er udgivet langt senere (efter hendes død tror jeg nok), så det bærer det nok præg af – men måske det heller aldrig har været hensigten, den skulle udgives og derfor ikke har fået den sidste finish.