Oktober, med sine flotte efterårsfarver og syv gode bøger i bagagen, ligger efterhånden en halv månedstid tilbage.
Seks bøger og en lydbog blev det til.
1. Måske en dag af Colleen Hoover, 4/5 stjerner
Den første bog var en rigtig kærlighedsbasker fra Lovebooks, som jeg var så heldig at få til Bogbloggertræffet. Den var bestemt god – og med en rigtig interessant vinkel, men den fik mig nu ikke til at briste i tårer som Forbandede kærlighed. Men man behøver jo heller ikke sidde og tude hver gang, vel?!
2. Guderne af Elin Cullhed, 2,5/5 stjerner
Den her var faktisk lidt en skuffelse, nej – meget! Den var blevet sammenlignet med tv-serien Skam, som jeg knuselsker, og den sammenligning kunne bogen på ingen måde tåle. Måske den er god på sin egen præmis, men når man bliver stillet noget andet i udsigt, kan det næsten kun skuffe.
3. De 7 synder af K. L. Berger, 3,5/5 stjerner
Rigtig fornuftig fantasy bog, helt sikkert velskrevet – men måske lidt for pæn?!
4. The Particular Sadness og Lemon Cake af Aimee Bender, 5/5 stjerner
Bare titlen alene gjorde, at jeg måtte læse bogen, at den også havde fået pæne ord med på vejen af en anden bogblogger, gjorde heller intet. Det her er en magisk bog. Den er fantastisk smukt skrevet. Handlingen er fin og skildret på en stille og underfundig måde. Og så er konceptet med at kunne smage følelser i mad simpelthen så interessant og godt fundet på. Varm, varm anbefaling fra mig!
5. Mareridt & Myrekryb 1 af Nick Clausen, 4/5 stjerner
Jeg læser ikke gys, krimier, thriller og den slags – eller, nu har jeg rent faktisk læst en bette gyser. Nick Clausens noveller er virkelig velskrevne, de er godt udtænkt og nemme at læse. Tilpas uhyggelige for mig. Jeg må sige, jeg nød dem mere end jeg havde forestillet mig. Jeg er så glad for, at jeg fik bogen med hjem fra Bogbloggertræffet.
6. En plus en af Jojo Moyes, 3,5/5 stjerner (lydbog)
En gang imellem er det godt at synke ned i Jojo Moyes verden. Hendes bøger er så varme og rare at læse eller lytte til. Faktisk synes jeg, de egner sig helt genialt til lydbogsmediet.
7. Mere end det af Patrick Ness, 3/5 stjerner
Som forberedelse til årets BogForum fik jeg endelig taget mig sammen til at læse Mere end det, som har huseret på min udlånsliste fra biblioteket meget længe. Patrick Ness er en ordtryllekunstner – han kan virkelig skrive. Jeg har det dog lidt stramt med dystopiske fortællinger, så den fik mig altså ikke helt op at ringe. Det gjorde til gengæld mødet med Ness på BogForum. Mere charmerende og lun mand skal man lede længe efter, han har et umiddelbart vindende væsen.
Og sådan gik oktober, som også indeholdte min polterabend, bryllupsforberedelse, familieweekendtur og mange andre små lykkestunder.
Fik I læst nogle gode bøger i oktober?
Sikke en god læsemåned, du har haft! Jeg knuselskede også ‘Måske en dag’!
Er helt vild med dit efterårsbillede
Tak! 🙂