trolderier

“Hver gang Veronica tænker på sin fødsel, mærker hun en sød gysen – en dyb, bred og rummelig følelse af lykke. Den var så tæt – den oplevelse af at frigøre liv fra sit liv.”

Vinterbørn af Dea Trier Mørch, udgivet af Gyldendal 2016 (oprindeligt udgivet 1976), 292 sider, læst med læseklubben, min bogreol, 5/5 stjerner

Et tidsbillede fra 70’erne som på en gang ikke er så langt fra vores virkelighed og på den anden side, ikke kunne være mere fjern.

“Ved at se den lille stankelben – sovende på siden – føler hun et dybt, løgformet stød af lykke.”

På svangreafdelingen følger vi flere kvinder, der er indlagt forud for deres fødsel. Marie kommer hurtigt ind i billedet og fungerer gennem bogen som den primære hovedperson.

Efterhånden som kvinderne skal føde, eller kommer hjem inden fødsel, følger vi dem videre over på først fødegangen og så barselsgangen. Som de ligger der på de store fællesstuer, er de sociale skel udvisket. Sygehustøjet afslører intet. På besøgsdagen – på blomster buketter og gæsternes tøj, løftes sløret for de forskellige sociale lag. Ligesom også valg af læsestoffet på sengebordene kan være med til at give et glimt.

Men på selve afdelingerne er der lighed, for også personalets tiltaleform til patienterne understøtter dette. Alle tiltales “fru” uanset om man er gift eller ej.

På en gang er det hele så genkendeligt. Følelserne, usikkerheden, frygten og glæden. På den anden side, er det så langt fra nutidens norm på en svangre- og barselsgang som det kan være. Helt oplagt må der nu hverken ryges eller drikkes alkohol – ja, det ville være helt foragteligt om personalet ligefrem serverede beroligende rødvin til de indlagte kvinderne. Men ikke dengang. Besøgstiderne og de meget store fællesstuer er heller ikke ganske som i dag. Eksempelvis måtte moderen besøg sit barn på neonahalafdelingen en halv time om dagen. Forestil jer lige det?

Der er et særligt sammenhold mellem kvinderne på den store, og eftertragtede, ti-sengsstue, det er næsten som en slags mødregruppe i dag. De taler med hinanden, bekymrer sig for hinanden – hvor jeg forestiller mig, at man i dag ville foretrække en enestuen og ikke blande sig så meget med de andre, skulle man havne på en flersengsstue.

“Solidariteten mellem mennesker vil altid være der. Det er en kendsgerning.”

Der er på mange måder sket meget siden 70’erne og de teknologiske muligheder, der siden er kommet til både inden for scanning – men også i forhold til muligheden for at få hjælp til at få børn.

“Hvert femte ægtepar lider af ufrivillig barnløshed, og det er bare noget man må affinde sig med.”

Derudover kan man trække lidt på smilebåndet af kuriositeten ved at være en sen førstegangsfødende som 31-årig.

Bogen er smukt illustreret med forfatterens egne tryk både på forsiden, men også undervejs. Der strømmer en særlig urkraft fra billederne, som virkelig står stærkt til historien.

Note: Lige efter jeg læste bogklubbens martsbog, Vinterbørn, læste jeg Adichies feministiske Brev til en nybagt forælder, hvor hun blandt andet også kommer ind på termen “fru”. Det, at kvinder ændrer sig ved et giftemål, hvor de går fra at være frøken til fruen, hvorimod manden hele tiden blot er Hr. Og hele issuet omkring statussen i at være frk. vs. fru og den selvforstrækkende effekt, der også ligger i, at der kvinder imellem foregår en selvhævdelse, hvor der ses ned på frøknerne.