De nye vinger af Gunvor Ganer Krejberg (Mirja #1), udgivet af Forlaget Gyldendal i 2017, læst højt, lånt på biblioteket, 166 sider, 5/5 stjerner
Jeg har læst bogen højt for min datter på 5 år, og hun var meget begejstret for den. Moderen ditto! Havde hun ikke været fanget af den, så var jeg fortsat alene. Den er virkelig god, og meget velskrevet.
Bogen handler om at være anderledes og om venskab. Mirja er en alfepige, der på uheldigvis godt kan komme lidt galt afsted – men hun har hjertet på rette sted, er modig og viljefast.
Til tider syntes min datter, bogen var lidt uhyggelig – særligt når ræven var inde i billedet. Men vi sørgede for at læse hen til et kapitel som ikke sluttede alt for spændende, så hun kunne sove med ro i sindet bagefter.
Sproget og beskrivelserne af personer (eller personligheder nærmere) er levende og fortælling flyder meget let, når man læser den højt. Selvom det hele flyder, så kan jeg godt li’ at sproget er “voksent” – man fornemmer tydeligt, at der ikke er skrevet enklere “bare” fordi, det også er for børn. Det er så dejligt. Samtidig er det dog vigtigt at understrege, at børnene sagtens kan være med.
De varmeste anbefalinger – uanset om den skal læses højt eller ej. Vi er allerede videre med Mirja 2: Drømmestenen – og glæder os over, at der er flere Mirja-bøger under udarbejdelse.
Skriv et svar