Æg af Shekufe Tadayoni Heiberg, udgivet af Forlaget Uro i 2017, modtaget som anmeldereksemplar af forlag og forfatter, min bogreol, 213 sider, 5/5 stjerner
Jeg blev fascineret af Shekufes kreative talent allerede, da jeg læste Byen jeg elskede, som hun har oversat og illustreret. Jeg følger hende, og hendes forlag URO, på IG og hun er sej!
Æg er en samling af tryllebindende digte, som – da jeg først lige kom ind i rytmen – indsugede mig i deres kvindelige organisme. Der strålede en form for urkraft ud af dem, som smitter af når øjnene møder ord. Læsningen hensatte mig til tanker om min krop, om de liv, den har udruget, om moderskab og måner og kvinder og fællesskab. Det var ret stærkt og vanskeligt at sætte ord på helt præcist. Det var lidt som en tilstand, jeg kom i, når jeg åbnede bogen. Det var helt meditativt.
Indholdet – der er små tegninger i teksten i enkelte digte, og bogens design bærer tydeligt præg af Shekufes kunstneriske talent. Der er en æstetisk og gennemtænk opsætning hele vejen igennem. Bogens cover drager mig, farverne og æggene. Lader man fingrene glide hen over mærker man et æg og Æg træde frem. Detaljen gentages på bogens ryg og på bagsiden, hvor enkelte æg træder frem.
Læs den, hvis du er til anderledes digtsamlinger, feministisk litteratur og urkraft. Læs den.
Skriv et svar