trolderier

“Vantro er blot et ord, der bruges af dem, der frygter andre religioner, mere end de tror på deres egen”

Dødevaskeren af Sara Omar, udgivet af Politikens Forlag 2017, lånt på biblioteket, 336 sider, læst med læseklubben, 3/5 stjerner

Jeg var lidt på forkant med junimånedsbog til læseklubben, da jeg læste den allerede i april – men jeg havde den hjemme fra (en enorm venteliste) på biblioteket og var allerede begyndt på den, da den blev valgt. Så det var ret perfekt.

Bogen handler om pige Fremsk og veksler mellem fortid i Kurdistan og nutid på Skejby Sygehus. Man kan kun gætte sig til, hvorfor Fremsk er havnet, hvor hun er i nutiden – men barndommen i Kurdistan trækker formentlig også sine længe, mørke skygger ind i nutiden.

Bogen er barsk, og havde en nærmest klaustrofobisk virkning på mig, mest begyndelsen, hvor jeg tænkte flygt, flygt flygt!! Selvom det lykkes Fremsk bedsteforældre at få hende til at vokse på hos dem, væk fra den meget voldelige far – så fornemmer man, at han ikke er færdig med at sætte sit præg på hendes tilværelse. Andre familiemedlemmers indflydelse og handlinger formår bedsteforældrene heller ikke at skærme hende fuldstændigt imod, og i min optik kammer det over tilsidst. Uden at røbe noget, synes jeg, at dét med onklen er for meget – den er barsk nok uden, at det moment også behøver at blive blandet ind i det.

Endvidere fandt jeg den nutidige del på Skejby med den lægestuderende alt for urealistisk. Jeg forstår meningen med den, at vise, at uhyrlighederne ikke kun hører fortiden og fjerne lande til, men en opstramning af den del, havde været at foretrække, efter min mening. Man kunne enddog have undværet den helt.

Da vi talte om bogen i læseklubben, der havde researchet lidt mere end jeg – jeg vidste godt, at bogen delvist byggede på egne oplevelser, men hun havde fundet nogle virkelig barske uddrag fra interviews med Omar og selvom Omar heller ikke røber, hvilke oplevelser, der har fundet sted på egen krop, så gjorde det dog, at jeg fik en anden forståelse for, hvorfor det med onklen nok også havde fundet sin plads i bogen. Så måske jeg på den konto burde smide endnu en halv stjerne oven i.

Bogen giver et vigtigt indblik ind i en fremmed kultur og religion, og den er helt klart læseværdig, omend jeg nok gik ind til den med lidt for høje forventninger, som ikke helt kunne indfries.