/Reklame – indeholder anmeldereksemplarer/
Jeg har modtaget en pæn stak bøger på det seneste, så inden stakken vokser mig over hovedet, må vi hellere få set nærmere på herlighederne. Der er en del anmeldereksemplarer og overraskelsespakker i blandt – heldige, heldige mig 🙂
/Reklame – anmeldereksemplarer fra forfatteren/
Fra forfatter Brian P- Ørnbøl har jeg modtaget disse to herligheder, Skrammelkatten kommer til Huleby og Mekano Max og tidsmaskinen. Skrammelkatten er læst – og anmeldelsen kan findes her.
Børnenes eget atlas har jeg været så heldig at vinde til mine unger hos Forlaget Bolden. Det er simpelthen så fint.
/Reklame – anmeldereksemplarer fra forfatter og forlag/
Død jord 1-3 af Nicole Boyle Rødtnes har jeg læst med min 6-årige – med et lixtal på 7 er det også nogle hun vil kunne læse, når læsekoden er knækket. De er rigtig gode og med en historie på trods af letlæsningsformatet. Anmeldelse kan findes her.
/Reklame – anmeldereksemplarer fra forfatter og forlag/
Star Girl 1-4 af Nicole Boyle Rødtnes er ligeledes læst med min 6-årige, som er faldet pladask for denne tøsede serie. Der kommer snart en anmeldelse på bloggen.
/Reklame – modtaget som anmeldereksemplarer af forfatteren/
På rejse med Majse 1-2 af Natasja Erbillor har jeg modtaget af forfatteren – og igen, er det min 6-årige, der har stået for skud. Og sikke nogle skønne bøger! Anmeldelse følger.
/Reklame – modtaget som anmeldereksemplarer/
Dæmonhuden og Krigerskæbne af Mette Finderup (de to første bøger i ASPE-serien) glæder jeg mig til at læse. Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Finderups bøger om Lasse-Leif (se fx her), og har endnu til gode at læse, de bøger, hun har skrevet til de lidt ældre børn – så hit me!
/Reklame – overraskelse fra forlaget/
En dag dukkede Mortal Engines – De rullende byer af Philip Reeve op i min postkasse. Ikke dårligt. Den lyder meget interessant, og temmelig sci-fi agtig, men nu hvor jeg har kastet mig ud i at læse mere og mere af den genre, så glæder jeg mig til at se nærmere på serien, som også er blevet filmatiseret.
/Reklame – anmeldereksemplar fra forlaget/
Jeg er så skudt i fantasy for tiden (okay, det er ikke en pludselig opstået ting – det har vist stået på længe efterhånden) og jeg ser frem til at læse den første bog i Påkalderen-serien, Novicen af Taran Matharu. Ret flot bog, hva?
/Reklame – overraskelse fra forlaget/
Der er ikke noget bedre end bogpakker – det skulle da lige være en overraskelsesbogpakke, og sådan en dumpede ned i min postkasse en dag fra Forlaget Turbine. Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup er jeg spændt på, tidligere har jeg alene læst noget i en helt anden boldgade fra forfatteren.
/Reklame – anmeldereksemplar fra forlaget/
Sikke en smuk forside, efter min mening. Indholdet tegner ligeså, jeg er nemlig ved at læse Vi kunne alt af Merete Pryds Helle. Bogen er en selvstændig forsættelse af Folkets skønhed, og vi følger nu familien Pryds nabofamilie, som heller ikke har det for nemt lader det til.
/Reklame – anmeldereksemplar fra forlaget/
Guds bedste børn af Morten Pape har jeg set frem til at læse, for Planen tog mig med storm, da jeg lyttede til den for et par år siden. Jeg har læst den, og kan afsløre, at det ikke er for sarte sjæle – og lad mig tilføje: jeg kan li’ den! Anmeldelse følger.
Og bedst som man har taget billeder til sådan et indlæg, dukker postbudet op med to bogpakker mere…
/Reklame – overraskelsespost fra forlaget/
Arlo Finch i Flammernes Dal af John August har jeg ikke hørt om før, men bagsideteksten gør mig nysgerrig og jeg har på fornemmelsen, at jeg vil kunne li’ den her bog rigtig meget.
Så dukkede afslutningen på Panteon-sagaen også op i form af Den Tiende Trone af Boris Hansen. Jeg skal bare lige have læst 3’eren – eller 3’erne – så er jeg klar til at kaste mig over denne moppedreng. Det bliver garanteret godt, kender jeg Boris ret.
Skriv et svar