trolderier

/Reklame – modtaget som anmeldereksemplarer/

Dæmonhuden af Mette Finderup (ASPE #1), udgivet af forlaget Alvilda i 2018, ill. af Christian Guldager, 150 sider

Krigerskæbne af Mette Finderuo (ASPE #2), udgivet af forlaget Alvilda i 2018, ill. af Christian Guldager, 159 sider

4/5 stjerner

Perfekt egnet til højtlæsning eller som første læs-selv-kapitelbog.

Mette Finderups serie om de fire børn, der udgør ASPE – Alin (krigerpige), Silvius (troldmandslærling), Pilo (jæger) og Ene (klatretyv) kan kaldes en moderne version af De 5-bøgerne. Altså med fantasy og væsentlig mindre tedrikning. Jeg fløj i hvert fald retur til min barndomslæsning af De 5-bøgerne og børnenes eventyr, hvori det hele også ender godt og hvor hver bog kan læses uafhængigt af den forrige. Jeg forventer dog alene, der kommer 4 bøger i ASPE-serien – én for hvert barn.

Dæmonhuden handler om Silvius – eller Viktor, som han hedder før, han bliver troldmandslærling – som er søn af en adelsmand og allernådigst har fået lov af sine forældre at komme i lære et år hos en alkymist. Viktor vil dog allerhelst i lære hos en rigtig magiker og lære at skyde med ildkugler. Men en dag springer han ved en fejl sin lærers laboratorium i luften, og så bliver Viktor stillet overfor et valg, han har svært ved at takke nej til…

Dæmonhuden bærer en lille smule præg af, at være den første bog i serien – og uanfægtet af, at bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, så er det altså heri, de fire venner bliver samlet. Det betyder, at eventyret med dæmonhuden har lidt mindre plads til at folde sig ud på en fx eventyret i bog to.

I Krigerskæbne følger vi krigerpigen Alin, som brændende ønsker at leve op til sin læremester, Hermann, krav. Hun tager med de tre øvrige på et eventyr til en afsidesliggende by, hvor der eftersigende skulle befinde sig et magisk sværd. Hvis Alin blot kan få fingrene i sværdet kan hun både vise sit værd overfor Hermann og samtidig få et helt særligt våben, som er enhver krigers store drøm.

Eventyret i Krigerskæbne har bedre plads til at folde sig ud, og det gør det efter min mening også til en bedre læseoplevelse. I Dæmonhuden får eventyret knap plads til at begynde, før det er slut igen – en anelse ærgerligt for selve påfundet med dæmonhuden og den onde doktor er alletiders. Ondt og mørkt!

Begge bøger er illustreret fremragende af Christian Guldager, og tegningerne giver en virkelig god dimension til historierne. Perfekt hvis bøgerne bruges som højtlæsning, men som også fungerer perfekt ved selvstændig læsning.

ASPE er helt klart en hyggelig og anbefalelsesværdig serie, som jeg glæder mig til at læse videre i.