trolderier

/Reklame – modtaget som anmeldereksemplar/

Dem der dræber drømme sover aldrig af Jan Guillou (Det Store Århundrede #8), udgivet på dansk af Forlaget Modtryk i 2018, 436 sider, 4/5 sider

Sikke en titel – jeg er vild med alle de tanker, den sætter i gang.

Jeg måtte lige tage mig noget af et tilløb, før jeg kunne komme igang med 8. del af Det Store Århundrede-serien. Guillou kan godt tage pusten lidt fra mig med for meget bedrevidende politisk rablen. Jeg er dog kommet overens med, at politik – og masser af det – det er umuligt at komme uden om med den kære Guillou – og heldigvis er der også masser af det, jeg holder af, nemlig familiehistorierne. Skæbnerne.

Der sker naturligvis en helt masse, og vores hovedperson, Eric Letang er i begivenhedernes centrum. Det er 1972, RAF, terror, flykapringer og overvågning er på spisesedlen. Hele generationsskiftet er efterhånden sket – den ældste generation i familie Lauritzen er død og borte, til glæde for nogen og sorg for andre. Testamenternes fordeling er udtænkt, så de omend ikke udpræget skaber tilfredshed, så i hvert fald, så de ikke skaber mere splid i familien end allerede sket.

I modsætning til – særligt de tre første bøger i serien – så er det blevet tydligere, at vi er kommet op i Guillous egen tid. Det samfundspolitiske, som ligger ham særligt meget på sinde, fylder som nævnt en del og bærer præg af en tydelig holdning og retfærdiggøren måske endda også.

Udover politik er det tydeligt, at også mad og vin er en vigtig bestanddel – der bliver spist meget lækker mad og drukket ditto vin, som altid er præciseret med årgang og drue.

Det flyder fra Guillous pen i en heftig strøm, og jeg er imponeret over, at han kan udgive én bog i serien pr. år uden undtagelse.

—

Læser I Det Store Århundrede?