/Reklame – sponsoreret af Bog & Idé/
En spådom af is af Gunvor Ganer Krejberg (Mirja #4), udgivet af Forlaget Gyldendal i 2019, læst højt, 209 sider, 5/5 stjerner
Jeg har ventet og ventet og ventet (!!) på den unge dame herhjemme var klar til at komme videre i Mirja-serien. Jeg har nemlig glædet mig sådan til at høre, hvad der mere sker Mirja og vennerne Pelle og Sibbo – men jeg har også glædet mig til at læse højt, for det er en fornøjelse at læse Mirja-historierne op. Sproget klinger og det er lækkert sat sammen. Bogens format, som ikke er så stort, er rart at sidde med mellem hænderne og så har jeg endnu ikke nævnt illustrationer og layout. Mirja-serien er en af de bedste højtlæsningsserier, jeg kan komme i tanke om – den spiller på alle parametre.
Den behandler vigtige emner, som venskab, mistro, fremmede og tillid, blandt andet. Og så er der ligesom alfer med og bevingede væsner er et hit hos ovennævnte unge dame. Selvom jeg nok synes, at Mirja må gå grueligt meget igennem, så er hun den sejeste alf, jeg kender, og hun er på ingen måde bleg for at tage sagen i egen hånd. Man kunne nok ønske, hun skånede sig selv bare en gang i mellem, og bad om hjælp eller delte sine udfordringer med de voksne – men sådan er Mirja ikke, og jeg tvivler på, det ville være en ligeså eventyrlig fortælling, hvis det var sagen.
Vi hepper i spænding på endnu mere Mirja snart – vi er så klar til mere!
Skriv et svar