trolderier

/Reklame – anmeldereksemplar/

Natskygge af Gry Kappel Jensen (Rosenholm-trilogien #3), udgivet af Turbine Forlaget i 2021, 598 sider, 5/5 stjerner

Der er ret mange fede ting at sige om Natskygge og Rosenholm-trilogien. Hvor skal jeg starte?

Jeg elsker: Personerne, layoutet, integrationen af mytologi, vers, digte og litteratur, naturen, planter og urter, bøgernes titler, slutningen, stemningen i de små bobler (fx Kamilles hjem, den forladte kirke og i Kamille og Mollys “hule”).

I de første bøger skifter vi mellem de fire karakterer, Kamille, Malou, Kirstine og Victoria. Det fungerer og hvor det i andre bøger kan være svært at skelne karakterne fra hinanden, så er det intet problem i Rosenholm-trilogien. Hver pige har så tydeligt sin egen stemme.

I Natskygge mangler Malou, troede jeg – indtil hun får hele 2. del til sin rådighed. Først kom jeg til at savne dynamikken i den skiftende fortællervinkel, som jo af gode grunde ikke er der i 2. del, og jeg nåede at tænke, ej, hvor bliver de andre af og hvorfor skal vi kun høre fra Malou (altså – det er jo også godt, det er ikke det), men så forstod jeg, hvilken deception, Gry Kappel elegant laver med læseren og det hele giver retrospektivt så god mening.

I det hele taget er Gry Kappel god til at skrive personer. Ikke bare hovedkaraktererne, men også den stjernerække af interessante bipersoner, der optræder – lad mig nævne i flæng: Victorias farmor, Kamilles mor, Zlavko.

Historien bliver ægte hele vejen igennem og det kan i højgrad også tilskrives slutningen. Den er barsk og selvom man inderligt kunne ønske sig det anderledes, så ville det ikke have været rigtigt. Det ville have været for nemt med en happy-happy slutning. Jeg kan godt lide, at forfatteren tager sig tid til at gøre det ordentlig, at både historien, men også slutningen ikke bliver forhastet. En af mine helt store pet peeves er, når det store, afsluttende klimaks, som en lang historie, i flere bind har bygget op til, bare er overstået på ganske få sider med en “lille” kamp og bum the end og en var-det-bare-det-følelse. Det kommer til at virke for nemt og antiklimatisk. Det kan i værste fald ødelægge hele læseoplevelsen for mig. Så når gode slutninger dukker op, klapper jeg i mine hænder og elsker hele serien en lille smule højere end jeg gjorde i forvejen. Men altså, man skylder sine læseren en god slutning, am I right? Og det leverer Gry Kappel!

Rosenholm-trilogien er en serie man skal læse både for det spændende plot, men også (og især) for de velskrevne karakterer. Og så er den pæn, sådan virkelig ægte pæn – både cover og grafikken inden i er feinschmecker-lækker.

Og og tarotkort! Jeg bliver nødt til også at nævne tarotkort – jeg er en sucker for tarotkort i bøger, og de får sneget sig ind på interessant vis i Natskygge. Mystiske, og lidt uhyggelige, men også dybt fascinerede.

Læs også Roser og Violer + Forglem mig ej de to første bøger i Rosenholm-trilogien.