trolderier

/Reklame – anmeldereksemplar/

Arlo Finch i Skyggernes Rige af John August (Arlo Finch #3), udgivet på dansk af Forlaget Alvilda i 2020, 298 sider, 3/5 stjerner

Forsiden udstråler power og jeg må sige, jeg havde utroligt høje, powerfulde forventninger til afslutningen på Arlo Finchs eventyr i De Lange Skove. De to første bøger i serien (som er en trilogi) har taget mig med storm. John August sproglige formåen og det vitterlige eventyrlige, og meget spændende, eventyr vi dumper ned i sammen med Arlo og hans rangervenner, har været en fornøjelse at læse.

Med de store forventninger slået fast, så lad os komme til sagen…

Historien er spændende, som de forrige, men når jeg tænker over den nu, er den langt mindre velsmurt og sammenhængende end de to første bøger. Knap så elegant. Eksempelvis møder Arlo en indespærret ånd på sin vej gennem De Lange Skove, som han befrier – jeg forstår godt, hvorfor den del er med – men det er ikke indskrevet synderligt smooth i historien og kommer til at virke som et sært fragment, som August af nødvendighed har skullet finde plads til et eller andet sted. Det er ellers netop god sammenhæng og elegante overgange, der har kendetegnet hans fortællestil i de foregående bøger, derfor skuffer det ekstra meget, at fortællingen denne gang ikke er nær så sammenhængende og hel.

En anden ting, der desværre heller ikke fungerer så godt, er slutningen. Det er ærgerlig, at afslutningen på en ellers så velfortalt historie ikke leverer lige dér. En slutning må ikke bare være en ballon, luften langsomt siver ud af (det dur heller ikke, den bare springer med et brag – sådan en mellemting, det dur!). Jeg mangler klimaks og forløsning, og måske forstår jeg bare ikke Augusts måde at løse knuder på (pun!), men det forbliver uforløst og uforståeligt for mig, hvordan Arlo egentlig lykkes med sin færd i Skyggernes Rige. Jeg tror ikke, det blot kan tilskrives min “voksne” mangel børnemagi og jeg spekulerer på, om slutningen, forløsningen, ikke også vil virke uforløst og uforståelig for børn og unge, der læser den. Sådan må en ellers fantastisk trilogi bare ikke slutte, med et antiklimaks og luft, der langsomt siver ud. Æv, jeg havde håbet på ren rangermagi og solid historiefortælling, og denne gang kom August altså lidt til kort.