trolderier

“They want it all as detailed as possible because even the tiniest things mean something. Whenever you see flies or insects in a still life – a wilted petal,  black spot on the apple – the painter is giving you a secret message. He’s telling you that living things don’t last – it’s all temporary. Death in life. That’s why they’re called natures mortes. Maybe you don’t see it at first with all the beauty and bloom, the little speck of rot. But if you look closer – there it is.”

The Goldfinch af Donna Tartt, udgivet i 2014 på ABACUS (org. 2013), 864 sider, min bogreol (fødselsdagsgave 2014)

Theo Decker er 13 år gammel, da hans mor dør i et terrorangreb på et museum i New York. Theo går omtumlet og forvirret fra stedet, og med sig har han det lille kunstværk, The Goldfinch. Intet er længere som det plejer at være for Theo, den hverdag, det liv han har haft med sin smukke og livlige mor, er nu blot et fatamorgana, et minde om en tabt tid. Faderen, der er alkoholiker, har forladt dem og Theo står derfor uden en sjæl at dele sin fortvivlelse og frygt med.

Jeg har længe gerne villet læse noget af Donna Tartt, der er blev så rosende omtalt alle steder. Jeg tøvede en anelse med at begynde på The Goldfinch, både fordi den er rigtig tyk, men også fordi jeg ikke brød mig om det med terrorangrebet og moderen, der dør. Da Emily Salomon satte The Goldfinch på programmet for online læseklubben i starten af januar, så tænkte jeg, at nu skulle det være. Ja, og jeg er først blevet færdig her i slutningen af januar! Erhm! Det har intet at gøre med bogens kvalitet, mest noget med dens længe – og sproget, der er på engelsk, og desuden kræver opmærksomhed. (I øvrigt har jeg læst e-bøger ved siden af, måske det også har haft lidt at sige).

Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige om bogen. Jo, den er god – jo, jeg vil anbefale den. Jeg er imponeret over Tartts evne til at fortælle og vække til live, jeg er imponeret over den sløjfe, hun binder og de filosofisk og store spørgsmål hun tager op. De kloge ord hun skriver. Men. Jeg tror bare, jeg havde en forventning om, at jeg ville være fuldstændig og aldeles opslugt, og umulig at rive løs fra bogens sider. Det var jeg ikke. Men den er stadig god. Jeg går endnu og spekulerer på bogen, på personerne. Tænker på, hvordan Theos liv mon ville have været, hvis hans mor ikke var død – hvis de bare ikke lige havde været på det forkerte sted, lige den dag. Havde han mon så været en hel anden dreng? Hvad havde han mon så lavet? Som Theos ven, Boris, siger, så ændrer tingene sig ikke ved, at man spekulerer over “hvad nu hvis”. Men det er svært helt at lade være.

“Well – I have to say I personally have never drawn such a sharp line between “good” or “bad” as you. For me: that line is often false. The two are never disconnected. One can’t exist without the other. As long as I am acting out of love, I feel I am doing best I know how. But you – wrapped up in judgement, always regretting the past, cursing yourself, blaming yourself, asking “what if”, “what if.” “Life is cruel.” “I wish I had died instead of.” Well, think about this. What if all your actions and choices, good or bad, make no difference to God? What if the pattern is pre-set? No no – hang on – this is a question worth struggling with. What if our badness and mistakes are the very thing that set our fate and bring us round to good? What if, for some of us, we can’t get there any other way?”

Hun skriver sådan nogle interessante og tankevækkende ting, det er så klogt, og der er så mange fine citater. Der er i det hele taget meget at tænke over. Jeg er ikke færdig med Tartt, jeg skal undersøge hende forfatterskab nærmere. Den lille Ven står på min hylde, og jeg skal helt sikkert også have fingrene i Den hemmelige historie.

“Time warp: a way og seeing things twice, or more than twice. Just as my dad’s rituals, his betting systems, all his oracles and magic were predicated on a field awareness of unseen patterns, so too the explosion in Delft was part of a complex of events that ricocheted into the present. The multiple outcomes could make you dizzy.”

Hvordan var din oplevelse af The Goldfinch? Eller har du den endnu tilgode? 

Read Full Post »