Jeg har læst 12 bøger i maj. T o l v bøger! Det er vildt, jeg har nået så mange, jeg ved ikke hvorfor jeg har nået så mange flere end de forrige måneder. Men skønt er det.
1.
Månedens første bog, er en bog, jeg længe gerne har villet læse. Sønner af Philipp Meyer. Det er en barsk og brutal wild west-nybygger roman og slægtshistorie. Den var udemærket.
2.
Til læseklubben i maj skulle Mikael af Dy Plambeck læses. Det var en titel, jeg selv havde puttet i vores TBR-bøtte. Jeg har læst Gudfar og Texas Rose af Plambeck og ville derfor også gerne læse det nyeste skud på stammen. Selvom Plambecks skrivestil er genkendelig, så adskiller Mikael sig dog ved at være mindre lun-humoristisk – hvilket emnet, krig, sådan set naturligt lægger op til. Fin bog, men jeg vil anbefale at begynde et andet sted i hendes forfatterskab, medmindre man leder efter ny krigslitteratur. Så er det et godt sted at begynde.
3.
Gilead, åh Gilead af Marilynne Robinson. Det er en smuk, smuk perle. Stille, men så fuld af liv og sprogligt er den vidunderlig. Jeg kan kun anbefale den. En must read.
4.
Min første lille sorte fra Penguin, The Fall of Icarus af Ovid var den fjerde bog i maj. De er jo ikke til at stå for, helt enkle sorte og hvide.
5.
Jeg har det lidt blandet med månedens nr. 5, som jeg hørte som lydbog. Ikke den slags pige af Lena Dunham. Det var nok ikke lige helt mig, omend jeg ikke vil afvise, at jeg kunne finde på at give tv-serien, Girls, et forsøg ved lejlighed. (Hvis jeg ellers kan få min næse op af bøgerne).
6.
Jeg svømmer med lethed væk i Jojo Moyes fine bittersøde historier, og Det sidste brev fra din elsker var ingen undtagelse.
7.
Endnu en bog i den “lyserøde kategori”, The Luxe af Anna Godbersen. De kjoler, der er på forsiden af hendes bøger, drager mig – og det samme gør tiden (1899 og frem) og byen (New York). Perfekt som hyggelæsning, og jeg er sikker på den også vil egne sig godt som strandbog til sommer.
8.
Jeg var ikke så begejstret for Min mands hemmelighed af Liane Moriarty. Måske havde den simplethen fået for mange roser, og dermed skruet mine forventninger for højt i vejret eller også var det bare ikke lige mig. Den var ok, men ikke mere i min optik.
9.
Pudsige så stumper af barndomserinderinger under 2. verdenskrig fortalt af en lille pige i nordjylland. Og halsen af en svane af Inge Pedersen.
10.
Det blev endelig min tur til at stifte bekendskab med September og den fortryllende verden, Fairyland. Jeg synes bøgerne er så smukke, og heldigvis er de også gode. Læs mere om mit møde med magien i The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of her own Making af Catherynne M. Valente.
11.
Endnu en god ungdomsbog fra Sanne Munk Jensens hånd (det er dén Sanne, der også har skrevet Dig og mig ved daggry). Det lidet mundrette titel En dag skinner solen også på en hunds røv skal du ikke lade dig afskrække af. Forvent ikke, bogen er på højde med Dig og mig, det er svært, men den er bestemt god og læseværdig.
12.
Månedens sidste bog er faktisk 3-i-1, så man kunne plæderer for, at jeg har læst 14 bøger i maj, men lad nu det ligge. Patrick Melrose-romanerne Glem det, Dårligt nyt, En smule håb af Edward St Aubyn er et kig ind bag det engelsk aristokratis pæne overflade. Jeg kan godt afsløre, at der slet ikke er så pænt og ordentligt, som man tror – magen til dysfunktionel familie og vennekreds skal man lede længe efter (håber jeg). Selvom der er tale om romaner, er de halvbiografiske – og det er det virkeligt skræmmende ved det hele.
Har I mon haft en ligeså god læsemaj som jeg? Har I fundet nogle nye favoritter, som jeg også bør læse? Fortæl mig det endelig i kommentarfeltet 🙂
Det er godt gået – dejligt med masser af læsning 🙂
Jeg regner også med at læse Patrick Melrose-romanerne inden længe. Maj var lidt blandet for mig læsemæssigt – bedste bog var tredje bog i Mistborn-serien. Er glad for, at jeg endelig fik læst den sidste bog i trilogien – fantastisk serie!
Mvh.
Den lille Bogblog
Mon det er en serie, jeg skal have kigget nærmere på? 🙂
Ja, det er jeg bange for 😀
Mvh.
Den lille Bogblog
Hold da op… 12 bøger! Super sejt gået!!! 🙂