trolderier

“Problemet var helt klart Muddi. Jeg vidste, at han bare skulle sende hende den mindste lillebitte stavefejlsbefængte sms, og så ville hun stå der som et spyd i jorden. Det gjorde hun altid. Og så ville hun have alle mulige underlige undskyldninger for, hvorfor vi ikke kunne komme af sted alligevel, og det ville bare lyse langt væk, at det var på grund af Muddi. Hold kæft, hvor jeg hadede den idiot, han var nærmest en slags bouillonterning af alt, der var nederen i hele verden.”

Arangutang af Sanne Munk Jensen, e-bogsudgave udgivet 2012 på Gyldendal, læst på Mofibo, 200 trykte sider

Min læsesult efter YA er stor for tiden. Jeg stiftede første gang bekendtskab med Sanne Munk Jensen, da jeg læste Dig og mig ved daggry (skrevet i samarbejde med Glenn Ringtved) – og tidligere på måneden læste jeg En dag skinner solen også på en hunds røv. Det har givet mig stor lyst til at læse alt hvad (især) Sanne Munk Jensen har skrevet. Der er en nerve og følelsesfuldhed i ungdomslitteratur, der virkelig rører mig – Sanne Munk Jensen mestrer det, og så skriver hun på en meget tilgængelig måde, historierne er finurlige og underholdende.

Arangutang er ingen undtagelse – og jeg kan, sagt mellem os naturligvis, bedre li’ den end En dag skinner solen også på en hunds røv (selvom den også er god!).

Sigga på 16 år bor i en lille, bitte nordjysk flække sammen med sin lillebror og mor. Hendes hjem er i ligeså høj grad hos moderens veninde og familie, der består af manden og sønnen Patrick på 16 år.

Siggas bedste veninde Ditte er kærester med Muddi, som Sigga synes, er en idiot – men ellers er Sigga sådan set godt tilfreds med tilværelsen i den lille by.

Men i løbet af en sommer sker der en masse begivenheder i Siggas liv der spreder sig som ringe i vandet i byen – og så er det faktisk alligevel ikke helt lykken at bo i et så lille samfund.