Safirblå – kærlighed går gennem alle tider af Kerstin Gier (Rubinrød #2), org.titel Saphirblau – Liebe geht durch alle Zeiten, udgivet 2016 på Turbine (opr. udgivet 2010), lånt på biblioteket, 373 sider, 2,5/5 stjerner
Jeg kunne godt li’ Rubinrød, som jeg læste da 2015 lakkede mod enden, men må sige, jeg blev en anelse skuffet denne gang. Der skete simpelthen ikke nok, handlingen står alt for stille – der kommer ikke nok nye afsløringer. Gwendolyn er fortsat forvirret, ingen vil fortælle hende noget, ingen vil fortælle læseren noget. De kysser lidt, Gideon er lækker (åh så lækker! Altså det synes Gwen – jeg gør ikke rigtigt!) og pisseirriterende, det opsummerer handlingen ret godt – jojo, de rejser lidt i tiden og møder nogle familiemedlemmer – men der sker bare ikke rigtig noget, jeg synes ikke en gang, slutningen er en cliffhanger for alvor. Det var ikke svært at komme igennem bogen, den er letlæst – problemet er blot, at jeg hele tiden ventede på, hvornår handlingen sådan rigtig begyndte.
Jeg håber virkelig, Smaragdgrøn, der udkommer på dansk til oktober, har et brag af en afslutning – ellers bliver jeg skuffet! Rubinrød lovede godt, og jeg kan undskylde Safirblå, hvis bare 3’eren viser sig at være det hele værd.
Skriv et svar