trolderier

Ravnenes hvisken – bog 2 af Malene Sølvsten, udgivet på forlaget Carlsen i 2017, modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, min bogreol, 622 sider, 4/5 stjerner

Jeg læste Ravnenes hvisken #1 sidste sommer, og mødte faktisk også Malene Sølvsten til Bogbloggerarrangementet i Aalborg. Jeg har kæmpe stor respekt for Malene. Jeg elsker hendes måde at være nørdet på. Det ligger et så gennemarbejdet forarbejde og en baggrundsviden bag – fordi hun interesserer sig for det – som fundament for at skrive serien Ravnenes hvisken. Hun har en kæmpe viden, og jeg kan virkelig godt li’ bøger, som bygger på noget faktuelt og så fortæller hun jo heldigvis også en god historie.

Der er igen tale om en flydende og velfortalt historie. Bogen har sin egen begyndelse og slutning, altså der er bundet sløjfe på mange af tingene i bogen, så den fungerer fint som et selvstændigt element i serien, men ingen tvivl om, at der stadig mangler at blive afsløret en del og man er bestemt nysgerrig efter at læse videre i trilogiens sidste bind.

Der er flere ting, der begynder at falde på plads, f.eks. det med ravnene. Yeah! Og der sker altså en ting eller to med nogle af de personer, vi allerede kender fra 1’eren. Der bliver heldigvis også plads til nye personer, og jeg må indrømme, at mit hjerte bløder for Finn – han er herlig. Jeg synes virkelig, han fungerer godt og at han er et sjovt og ømt element til historien. Go Finn!

Desuden kan jeg godt li’ Annes splittede følelser, det er sjældent så lige til i virkeligheden med forelskelse – og den følelse synes jeg, Malene får frem på en fin, underspillet måde.

Undervejs blev jeg dog en anelse frustreret på handlingsopbygningen, som jeg synes havde et lidt for genkendeligt mønster. Fare – redning – fare – redning – fare – redning. Arh, vel – det giver ikke rigtig så meget til spændingskurven.

Men altså, jeg læste bogen med stor nysgerrighed og kan godt li’ Malenes flydende skrivestil og hendes store vid.