trolderier

“De talløse tilfældigheder eller bestemmelser, der gør, at San nu ligger hos Ingeborg, gør hende uendelig betydningsfuld for ham, men rejser også et uroligt tomrum i ham, hvor følelserne ikke kan finde plads, og ligesom drengen sad med lukkede øjne og kinden mod sin mors kjole, lukker San nu øjnene og kommer inde i Ingeborg med et tilbageholdt råb.”

En anden gren af Jesper Wung Sung, udgivet på Rosinante i 2017, læst med læseklubben, min bogreol, 554 sider, 4/5 stjerner

Ingeborg og San. Sikke en historie. Sikke et liv. Ingeborgs liv i 1900-tallets begyndelse i København er på mange måder trøstesløst og deprimerende. Hun føler sig udenfor sin familie, udenfor livet. Sammen med San – som hun møder i Tivoli – finder hun en boble. Deres egen boble – San og Ingeborg mod resten af verden. Familien, og samfundet, udstøder dem.

Det er en barsk fortælling og et barsk liv både Ingeborg og San har. Der er formentlig også en stolthed i dem begge, det fornemmer man helt klart, men alligevel kunne jeg ikke undgå at blive irriteret, særligt på San. Nogle af de valg han træffer forstår jeg simpelthen ikke – og til dels også Ingeborg. Hvis man vitterligt er så fattig som det driver ned af siderne, de er, på samme måde som fugten i de kælderlokaler de bor i – hvordan kan man så få sig selv til at smide en stor håndfuld pengesedler i kaminen? I don’t get it.

Det er en interessant historie, og havde man ikke vidst, Wung Sung skrev om sin oldemor, kunne man nemt få en fornemmelse af, at så mange frygtelige ting ikke kunne ske for de samme mennesker. Av – det er altså rigtige menneskers liv. Der er et billede bagerst i bogen, som jeg yndede at bladre om til undervejs, når jeg læst om Ingeborg, San og deres børneflok. Afslutningsvis er en efterskrift, hvor vi hurtigt får spolet frem til Jesper. Jeg kan næsten ikke andet end tro, at der også frem dertil, gemmer sig en interessant historie – som jeg i hvert fald også gerne vil læse.